Det er så det nye

Fra 24/9 – 2019

Foto: Robin Skjoldborg

Normalt venter jeg en dag eller to med at skrive om teater jeg har set – jeg har ofte brug for lige at lade det bundfælde sig inden jeg kan sige noget fornuftigt. Men idag har jeg set ‘Det er så det nye’ på Teatret ved sorte hest – og det jeg har oplevet, må hurtigst muligt ned på skrift. ‘Det er så det nye’, er skrevet af Line Knutzon. Line Knutzon var for mig en af mine første møder med skrevet dramatik. Man kunne låne hendes manuskripter på biblioteket og jeg pløjede mig gennem det ene efter det andet, som teenager. Jeg forstod ikke særligt meget af det, men jeg var fascineret af stilen og de billeder der skabtes i mit hoved.

Nu er jeg ikke teenager længere – tilværelsen har fået flere nuancer, og jeg har fået en meget lang uddannelse. Og den uddannelse kommer i spil, når jeg ser denne forestilling. For jeg arbejder lige nu på psykiatrisk afdeling og jeg er ganske givet ret miljøskadet, men Pysseren, Poul og hr. Pind minder mig ganske meget om patienter, jeg kunne have set i psykiatrisk akutmodtagelse. Ja, jeg kan ligefrem forestille mig hvordan jeg ville formulere journalen: ‘Midaldrende herre, ikke tidligere kendt i psykiatrien indlægges med paranoid psykose. Har gennem længere periode følt sig forfulgt af ‘nevøerne’, som han mener gør livet surt for ham. Mener at der bor depressive buddhister i vandrørerne, opbevarer disse i en æske, når han har pillet dem ud og fodrer dem med brødkrummer’. Disse karakterer er – i min ydmyge mening – stanghamrende psykotiske. Rp indlæggelse uden udgang og akut beroligende med det samme!
Når det så er sagt, så gør de 3 skuespillere det altså fantastisk godt. Forestillingen har et udpræget fysisk element, som jeg er vild med og under forestillingen kommer jeg i tanke om hvor det er, jeg tidligere har stiftet bekendtskab med Josefine Raahaauge, nemlig da Aveny-T satte nøddeknækkeren op i en nyfortolkning med skatere og hip hop.
Scenografien er helt enkel – nærmest ikke eksisterende, men det passer egentlig meget godt til forestillingens absurde indhold. For det ER absurd teater. Meningen skal vi selv finde frem til – ingenting bliver serveret på et sølvfad. Men det er fedt – også for en lidt for arbejdsskadet læge som mig.