Amerika

Spillemand på en tagryg

Anmeldelse af Spillemand på en Tagryg

Spiller til 22/12 – 2019 på Det Ny Teater

Foto: Miklos Szabo

Mange har nok hørt navnet ”spillemand på en tagryg”, men når man går folk på klingen, kan de færreste fortælle, hvad den egentlig handler om. Forlægget er en bog fra 1916 af Sholem Aleichem– hvis barnebarn flere år senere var direktør for det Ny Teater i 1960´erne. Handlingen foregår i Rusland i starten af 1900-tallet i en lille jødisk landsby i Rusland. Her lever mælkemanden Tevye med sin hustru og deres  5(!) døtre. Døtrene er giftemodne – og her har vi hele forestillingens dramatiske udspring – for traditionen dikterer, at det er faderen i familien, der arrangerer ægteskabet. Men tiderne skifter og døtrene vil noget andet og heri ligger konflikten, der driver handlingen fremad.  For Tevye er traditionen dét, der holder sammen på livet. Det der gør, at man på trods af forfølgelse og forarmelse kan balancere ”som en spillemand på en tagryg” og stadig få noget rimeligt fornuftigt ud af livet. Men hvad sker der når traditionen bliver udfordret?

Foto: Miklos Szabo

Den altdominerende figur i denne forestilling – mælkemanden Tevye – spilles fuldstændigt blændende af Tommy Kenter i det, der muligvis er kulminationen på en fantastisk og alsidig karriere. Tevye fremstilles med varme, empati og fantastisk humor og man fornemmer gentagne gange undervejs at Kenter ikke er en skuespiller, der er bleg for at improvisere undervejs, hvilket holder forestillingen frisk og ny på trods af, at de spiller svimlende 8 forestillinger om ugen.

Bag Kenter står bl.a AnnMari Max Hansen på scenen for første gang i mange år, Isabel Scwartzbach, som jeg sidst så som Christine i Phantom of the Opera. Også mere ukendte navne er med, her skal særligt nævnes Lærke Belle Juul Hansen, der spiller Chava og får sin professionelle debut i denne forestilling.

Foto: Miklos Szabo

Ensemblet er fint velsyngende og dansende, men dog synes jeg, at jeg savner lidt schwung og fylde i ensemblet og det ægrer mig grænseløst, at Isabel Schwartzbach ikke får lov at folde sin fulde og skønne sopran ud. Rødderne i det jødiske/russiske fornægter sig ikke i musikken og det er forfriskende at få udfordret sine ører af det kringlede og indviklede lydbillede.

Scenografien er smuk, enkel og funktionel. På scenen er birkestammer, dels på en drejescene, og dels på bagscenen. Undervejs afdækkes en lille bæk, hvor Tevyes piger vasker tøj.  Som en lille genistreg  kommer ensemblet trækkende ind med små kærrer i starten af forestillingen, hvorpå halvdelen af scenografien ligger. Da jøderne igen fordrives i slutningen af forestillingen pakkes der sammen på de små kærrer og scenografien køres ud i kulissen, som en del af forestillingen.

Foto: Miklos Szabo

Der er steder undervejs hvor jeg keder mig lidt, men overordnet set er jeg underholdt fint i de 2 timer og 30 minutter forestillingen varer.

Forestillingen er klart værd at se – primært for at opleve en Tommy Kenter der spiller så nærværende at det kan mærkes på de bagerste rækker. Han er sjov – ja – men da han sidder på forscenen og synger nummeret ”Chavaleh” om skuffelsen og frustrationen over, at hans datter vælger en anden vej end den han ønsker, tror jeg ikke, at der er et eneste tørt forældre-øje i hele salen.

Se forestillingen med din mor eller din mand. Eller din voksne datter. Få jer en snak om livet og om hvordan I hver især får livet til at hænge sammen – hvordan I balancerer. Som en spillemand på en tagryg.

Foto: Miklos Szabo

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Amerika