Wallmans cirkusbygningen - jul 2019.

24 hemmeligheder

24 hemmeligheder – teater ZeBU og børnekulturhus Amager.

Kunne opleves til 21/12 – 2019

Foto: eget

Jeg ved godt, at det er lidt af en farce, at jeg først skriver om det teater jeg ser, når spilleperioden er ophørt. Jeg skal prøve at forbedre mig – jeg lover. Men måske er der håb for at kunne opleve dette koncept igen til næste år. Det er i hvert fald andet år i træk, at teater ZeBu lukker dørene op for teater/performance/kunst installationen, som hedder  ”24 hemmeligheder”.

Spredt over 2 huse og et udendørsareal, er indrettet 24 rum, som man kan gå på udforskning i. Lidt som en julekalender. Jeg havde min familie med denne dag. Introduktionen var bl.a:  ”i behøver ikke at se det i rækkefølge!” Denne melding faldt dog ikke i god jord hos min søn, der er autist og insisterede på, at vi så rummene i rækkefølge. Dette resulterede i en del  frem-og-tilbage mellem de to huse, men vi fik alligevel set næsten alle rum og hele familien havde en god oplevelse.

Foto: eget

Det er lidt langt ude, at kalde dette teater, det var måske i virkeligheden mere en kunst-installation for børn, men ikke desto mindre, havde mine børn en fest.  Vi bevægede os gennem rum der bød på meget forskellige oplevelser.  Nogle rum kaldte på mere engagement end andre. F.eks. var min 3-årige datter kke til at trække ud af Kierkegaard-rummet, der var fyldt med store klodser med Kierkegaard citater, omskrevet af skoleelever. Man kunne bygge høje tårne og det var ganske enkelt ikke til at stå for.

 

Den lille krog, hvor man kunne sove sammen med englen, gav et lille pusterum som børnene trængte til. Bagefter satte vi os til rette ved et spisebord, hvor maden blev projiceret ned på vores tallerkener og dansede rundt for øjnene af os. Børnene vendte flere gange tilbage til dette bord for at se maden lave tosserier. Et andet sted kunne vi prøve hatte mens vi fik fortalt en historie om Hr. Hansens hattebutik. Op af en trappe hang en masse julestrømper med forskellige genstande i. Kunne vi mon gætte hvad det var? En kasse suspenderet fra loftet, som man kunne stikke hovedet op i, med et overjordisk landskab indeni opdagede vi alt for sent og det var svært at få – særligt min søn –  til at løsrive sig igen.

Konceptet er virkelig sjovt, og udført med stor omhu og respekt for børnenes abstraktionsevne. Min søn har flere gange efterspurgt at komme afsted igen og jeg har måtte bedyre, at vi skam skal afsted igen næste år. Hvis konceptet eller kommer igen. Det håber jeg.Jeg vil dog anbefale at  købe billetter med tidligt ankomsttidspunkt. Vi kom klokken 14.00, og de lukkede klokken 16.00, og det var ganske enkelt for lidt tid til at se det hele ordentligt.

Besøg installationen med din familie – bedsteforældre kan med garanti også få noget ud af det og hav en hyggelig dag.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Wallmans cirkusbygningen - jul 2019.