Oliver!

Det Ny Teater. Spiller til 13/12 – 2020.

Da jeg var ung og stadig troede jeg skulle være noget indenfor teatret og opsøgte alt hvad der
lugtede den mindste smule af teater, var jeg engang med i denne musical. Jeg spillede Nancy, den
hårdt prøvede, men godhjertede kvinde, der (spoiler alert!) bliver brutalt slået ihjel, mens hun
beskytter den lille uskyldige Oliver fra den farlige Bill Sikes. Vi lavede vistnok lidt vores egen
version blandet sammen af Lionel Barts musik samt musik og handling som vores instruktører selv
havde skrevet. Jeg husker f.eks. meget tydeligt at have sunget: “Kom her slå dig ned”. Til gengæld
kan jeg også huske at jeg sang en dødsarie, der i hvert fald ikke var med i opsætningen på det Ny
Teater.

Så da min mand, min søn og jeg forleden bevægede os til Det Ny Teater for at se Oliver!, havde jeg
ikke så få forventninger. Vi var lidt stressede og var kommet for sent ud af døren (det er ikke altid
let at få en autist med ud af døren, selvom han egentlig gerne vil!). Vi ankom til teatret efter dørene
var blevet lukkede, men heldigvis var forestillingen endnu ikke gået igang. Lettere stakåndede
indtog vi vores sæder, konstaterede at Lars Mikkelsen og Anette Støvelbæk sad på rækken foran os og så dæmpedes lyset og overturen gik igang.

Den ikoniske scene, hvor lille Oliver formaster sig til at bede om en portion vælling mere indleder
forestillingen og man kan ikke andet end at blive imponeret over det store børneensemble, der
sikkert synger: “Mad pragtfulde mad”. For børnene serveres der ækel vælling mens den ene efter
den anden fantastisk udseende ret bliver båret ind til de fine herrer i bestyrelsen. Børnene sluger
deres vælling inden bestyrelsesmedlemmerne har fået lagt servietterne i skødet. Nuvel, Oliver beder
om mere og bliver for denne forseelse solgt til en bedemand, som han dog hurtigt stikker af fra,
kommer i kløerne på forbryderkongen Fagins drengebande, men af mystiske veje ender han hos en fin overklassemand, der (spoiler alert igen) sørme også viser sig at være drengens morfar.
Historien, kort fortalt, som de fleste nok kender den.

Og som altid på Det Ny Teater, er forestillingen et festfyrværkeri. Scenografien er overdådig med
nogle flotte store trapper, der kan kombineres på adskillige forskellige måder således at de danner
rammen om handlingen. Sidebenene er fjernet og man kan se ud i det nøgne teaterrum bagved. Det
er en virkelig flot scenografi, som det godt kan betale sig at købe en billet for at se.

Forestillingens absolutte dramatiske tyngdepunkter, er Preben Kristensen som Fagin og Monica Isa
Andersen som Nancy. Det kan måske lyde lidt sært, at jeg i den sammenhæng ikke nævner Oliver,
der denne eftermiddag spilles af Bertram Hasforth Klem, men det vender jeg tilbage til senere.

Preben Kristensen spiller med så stort et overskud at det er svært at få øjnene fra ham. Han er
genial som Fagin og leverer et skønt og nuanceret portæt af en forbyderkonge, der både er
omsorgsfuld, men også grisk og til sine tider hårdhændet. Der bliver plads til en morsom passage, hvor Kristensen leverer adskillige populærkulturelle referencer, bl.a. til sin egen version af Lampens Ånd fra Aladdin. Det er morsomt og indforstået og det er et af de steder i forestillingen jeg for alvor føler mig underholdt. Sangen: “Jeg overvejer situationen”, leverer han i overlegen stil og man slapper helt af og lader sig lede sikkert igennem.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Monica Isa Andersen som Nancy leverer en fyrig kvinde, der spiller op til de hårde mænd med lige
så rapkæftede replikker. Hun synger vidunderligt, men savner lidt vokal gennemslagskraft, særligt i
festsangen: “Oom-pah-pah”. Det er som om Isa Andersens sange sine steder simpethen ligger for
lavt til hendes stemme og vi får ikke lov til rigtigt at høre hende folde sig ud, som jeg ved hun kan og har hørt ved tidligere lejligheder. Også i balladen: “Han behøver mig”, som hun ellers synger smukt, er det simpelthen svært at høre hvad der synges, da musikken overdøver.

Desværre bliver lille Oliver en statist i sin egen fortælling. Selvom han smukt efterspørger
kærlighed i: “Hvor findes kærlighed”, kommer fortællingen om ham aldrig rigtig igang. Der er ikke
den fornødne ro til at kunne fortælle hans dramatiske historie. Persongalleriet er groft overspillet og karikeret og jeg krummer tæer under duetten mellem de to ansatte på børnehjemmet under: “Jeg vil skrig”, der ender som en parodi og tager al for lang tid, som man kunne have brugt på at etablere Olivers historie.

Jeg når aldrig at investere mig selv i Oliver, eller forstå hvorfor han er så uskyldsren efter 11 år
uden forældre på et børnehjem, hvor jungleloven formentlig hersker. Hans moralske kvaler over at
være lommetyv bliver heller aldrig tydelige og scenen, hvor han vågner op hos den fine mand og et
mærkeligt intermezzo med forskellige handlende udspiller sig, er på det nærmeste sær. Det eneste
gode ved dette kornummer er, at vi får lov at lytte en smule til Søren Bech Madsens fantastisk
dejlige baryton. (Flere store roller til ham, tak) Jeg bliver aldrig rigtig rørt, hverken på den ene eller
den anden måde.

Det svære ved at anmelde denne forestilling er, at den sådan set ikke er dårlig. Slet ikke. Men den
svinger sig på intet tidspunkt op i de højder der kan opleves andre steder i landet. Det er alt for
konservativt. Alt for sikkert. De dramatiske valg er ikke altid til at forstå. Historien trænger til at
blive strammet op, så vi forstår hvor konfliktpunktet ligger. Der er mindst 3 meget spændende
biroller, hvis historie fortaber sig i det uvisse, men som måske ville have været interessante at
arbejde med. Måske havde forestillingen haft større slagkraft hvis den havde heddet: “Fagin” –
hans karakter byder i det mindste på dramatiske nuancer. Hvorfor er denne forestilling aktuel?
Kunne man have skubbet handlingen til en anden tid? Man savner simpelthen at Dickens historie
bliver taget alvorligt og at nogle af de mange biroller bliver foldet ud.

Vi bliver spist af med musicalens version af Jensens Bøfhus. Det er sikkert og velklingende, men
ekstremt konservativt og kedeligt. Måske skulle Det Ny Teater skifte navn til Det Gamle Teater. Jeg
er meget spændt på at se hvordan de får afviklet “The Waitress” til foråret. Måske man kunne håbe
på en udefrakommende instuktør, ligesom med (fantastiske) Book of Mormon? Det er ærgerligt at
Danmarks eneste faste musicalscene i den grad vælger den sikre vej.

Se forestillingen med en anden musicalelsker, se den hvis du vil se fantastisk flot og funktionel scenografi, se den for Monica Isa Andersens og Preben Kristensens skyld.