Vind mit hjerte – Teater Puls, lidt om vækstlagsteater og Teaterhuset.

Nogle af de bedste forestillinger jeg har set, har været bittesmå og semiprofessionelle. De er svære at nå at fange, for de spiller ofte ganske kort og måske aldrig mere. Det bobler af liv og virkelyst lige under det helt professionaliserede teater og de mennesker man finder her, er fulde af originale ideer og har noget på hjertet.

Teaterhuset er Københavns vækstlagsteater – her kan man spille sine forestillinger og få sat øvelokaler til rådighed. Ganske mange forestillinger spiller her årligt. Fysisk er stedet placeret på toppen af Huset i Magstræde. Den aften jeg besøger stedet, er der godt gang i spisehus og café. En gedigen stemning af endelig at måtte komme ud og være sammen på måder vi alle har været forhindret i i lang tid, løfter menneskemylderets larm til symfoniske højder.

“Vind mit hjerte” er et gameshow med en postapokalyptisk feeling. Fødselstallet i København er faldende og derfor indbydes singler i den rette alder og med den rette etnicitet (!) samt fertiliteten i orden, til et gameshow, hvor man kan vinde en lejlighed i et af brokvartererne. Vel at mærke kun hvis man møder det perfekte match. Vi møder 6 singler og mens rammefortællingen er på plads, udfolder deltagernes historier sig. Forestillingen berører sociale medier, voldtægt, ensomhed, præstationsangst- og kultur og værdisætning af sig selv og sit liv.

Værten indbyder os fra starten til at like hans instagram profil og på denne bliver vi indbudt til at deltage og sende kommentarer under hele showet. Vi bliver opfordret til at have telefonen tændt – helt anderledes end når man normalt går i teatret. Dette greb skaber en stor interaktion med publikum, der også flere steder i forestillingen kommer med tilråb, a´la: ”Du kan godt Esben!”. Da en af de kvindelige deltagere pludselig mere eller mindre ufrivilligt bliver udfordret til at lave noget, der udvikler sig som et peep-show, tager publikum aktivt afstand fra det der foregår på scenen. Skuespillerne fortrækker ikke en mine over tilråbene og formår også at arbejde med dem. Imponerende.

Deltagernes fortællinger flettes ind undervejs og skaber nogle gode temposkift. Smukke tablauer, f.eks da den ensomme playboy, der har været sammen med flere piger end han kan holde styr på men egentlig drømmer om noget mere traditionelt, står ensom og tom på et dansegulv omgivet af andre mennesker. Eller da deltagerne spontant giver sig til at konkurrere om hvem der kan mest og i hæsblæsende tempo kaster sig ud i fransk skønsang, dans, tælning på flere forskellige sprog med mere.

Under det hele ligger frygten for at falde uden for fællesskabet og desperationen efter bare gerne at ville høre til, at have det som andre har. Forestillingen gør noget ved mig og undervejs er jeg skiftevejs irriteret, frustreret, glad, rørt og provokeret. Der bliver grinet en del, også på steder, hvor jeg egentlig ikke synes det er sjovt. Om det afspejler min alder ift resten af publikum eller om latteren har til formål at skabe lidt afstand til et indhold der kommer for tæt på, ved jeg ikke.

Egentlig synes jeg den virkelige stjerne i denne forestilling er manuskriptet, der er forfattet af Emilie Lembek og Minna Højholt. Teater Puls forløser teksten om ungdommen på fineste vis. Måske kunne der have været lagt lidt flere kræfter i scenografien. Måske var det nogle steder lidt svært at høre replikkerne pga den høje musik. Men det er ligemeget, for jeg forstår det godt. Jeg forstår hvad de vil. Jeg kender også ensomheden. Og frustrationen hos karakteren Nikolaj – den lækre – da han til sidst står i underbukser og brøler af os som et pattedyr i dødskamp er genkendelig og får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

Teater Puls spiller ikke mere i denne omgang, men hold øje med forestillingen, den er værd at se!