Heksejagt

Brøgger

På en måde føles det uværdigt, at skrive en anmeldelse af denne forestilling. Det er en lille perle, et kunsværk som mest skal have lov at stå alene og tale for sig selv. Så inden jeg alligevel begiver mig ud i at forklare hvad jeg synes om forestillingen, vil jeg opfordre jer til at købe en billet til den. Så god er den.

Jeg har aldrig læst Suzanne Brøgger. Mit sind er en renvasket tavle, men i løbet af de halvanden time forestillingen står på, skal jeg love for, at min sjæl fyldes til bristepunktet og jeg får lyst til at dykke ned i hendes forfatterskab.

Jeg bliver altid lidt skeptisk, når noget er hypet helt op, hvilket denne forestilling unægtelig er. Reumert-vindende, uomgængelig, anmelder- og publikumsrost. Jeg tænker: ”Kan det nu virkelig være rigtigt? Er hende Albeck virkelig så besnærende dygtig? Er det en varmluftsballon?” Jeanett Albeck har dog ikke sat mange toner an før jeg er solgt til stanglakrids. Hendes fysiske nærvær er, udover alt det andet hun (også) kan, uovertruffent og jeg blæses lynhurtigt bagover af tekster og musik og ageren.

Brøgger er en spraglet og farverig forestilling, der rummer sort, sort mørke og neonfarver af nuancer. Særligt bliver jeg rørt over dybden i fortællingerne om forholdet til moderen, der ikke var som andre mødre – på en måde slet ikke en mor. En mor der levede livet på sine egne præmisser og bebrejdede sine børn, at de forhindrede hende i at begå selvmord. Ligesom fortællingen om voldtægten og desperationen i sangen om deltakvinden slår benene ganske grundigt væk under mig.

Vildskab og passion og mod og skrøbelighed og sanselighed kommer alle til udtryk i Brøggers ord og gennem Jeanett Albecks musik og iscenesættelse. Med på scenen er en forestillingsleder, der roligt sørger for at hænge op, gøre rent, køre rundt, flytte kulisser, smøre ind i mudder og maling. Som en rolig tilstedeværelse, der ligesom en forælder, baner vejen ogrydderop. Hun er lige så stor en del af forestillingen som Albeck og får også et velfortjent stort bifald, da hun træder frem for at fortælle os, at galleriet med den kunst der produceres undervejs i forestillingen (og baren!) er åbent, efter endt forestilling.

Forestillingen stiller skarpt på menneskelighed og især på kvindelighed. Sparker til middelmådigheden og behagesygen. Opfordrer til at gøre OPRØR og leve livet hvordan vi end har lyst til det. Men den stiller også skarpt på de knubs man risikerer at få undervejs og som ikke kan undgås hvis man springer ud hvor vandet er dybt. Det er et festfyrværkeri af musikalitet krydret med en fysikalitet og et nærvær jeg sjældent har set magen til. Her er en desperation og en taknemlighed og en insisteren på FANDEME at være sin egen!

Jeg vil anbefale ALLE at se om de kan nå at få denne forestilling med. Brøggerfan eller ej. Forestillingen giver gavmildt til alle der vil tage imod og når den er slut, kan man åbne sin yndlingsmusikstreamingtjeneste og lytte til musikken. Tak for en fremragende oplevelse!

Billeder: Sara Galbiati

Brøgger spiller på Republique indtil 11/9. Di kan læse mere om forestillingen og bestille billetter her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Heksejagt