Brøgger

Celeste

Siden 2019 har Mungo Park i Allerød lavet adskillige forestillinger i det eksperimenterende skitseformat. En skitseforestilling, er en produktion der bliver stablet på benene på kun tre uger, som spiller i et næstent nøgent scenerum hvilket også afspejles i både varighed og billetpris. Det er et format der giver lov til at byde på nogen ideer, der kan opstå i hverdagen og som måske ellers ikke ville få plads på scenen eller til at udvikle sig. Mungo Park har haft god succes med formatet, som jo egentlig også har egnet sig godt til den mærkelig coronatid,, hvor man aldrig ved hvad morgendagen bringer.

 

Denne aften ser jeg “Celeste”, hvor vi møder Thomas, der sidder alene til sin 60 års fødselsdag og håber på sin datters snarlige ankomst. Han modtager et telefonopkald fra politiet, der mistænker Celeste for at have været indblandet i en voldelig episode til en demonstration. Imens han venter på nyt, reflekterer han over relationen til datteren og hvorfor deres to verdener er helt forskellige.

 

På scenen står Henrik Prip helt alene i en meget sparsom scenografi, der består af en sofa, et stuebord og en lampe. Der er dækket op til kaffe. En computer står på sofaen. Det bliver aldrig rigtig sagt med ord, men vi forstår at Celeste har en anden hudfarve end sin far og at det netop er dette, der er konfliktpunktet i forestillingen. For Celeste er verden et farligt og uforudsigeligt sted på grund af forhold som hun hverken kan gøre for eller gøre ved og den uretfærdighed der består i, at hendes egen far på ingen måde kender til eller forstår hendes verden, driver Celeste ud i aktivisme. Forestillingen foregår mest i monolog-form, men undervejs har Henrik Prips karakter flere telefonsamtaler og flashbacks til tidligere  samtaler med Celeste, hvor vi hører de andre karakterer som lyd.

Der er så mange gode fuldstændigt skarpskårne pointer i denne forestilling, som jeg ville ønske jeg havde skyndt mig at skrive ned undervejs. Skuespiller – og nu dramatiker og instruktør –  Amelia Høy sætter ikke blot spot på strukturel racisme som vi alle er skyld i (ja – også dig!), men også på hvor kompliceret det er, at være forælder og have en drøm om hvordan livet skal være, blot for at få revet alle luftkasteller ned og opleve noget helt andet, meget mere jordnært og konfliktfyldt end ønskedrømmen.

 

Henrik Prip er fuldstændig perfekt i rollen som Celestes far; sjov, bitter, bange, ensom. Helt alene på scenen med meget lidt at spille op mod – en lampe der blinker, en telefon, en kaffekande. Han rører mig dybt, men provokerer også fordi han afspejler mange af de gængse holdninger i dagens Danmark. Han bliver på en gang en repræsentant for et helt uvidende samfund men er også en helt almindelig mand, som kunne være min egen far. Det er perfekt og han fortjener i den grad det bifald der tilfalder ham efter endt forestilling.

 

Amelia Høy skal man holde øje med. Hun har en mission og et drive, der kommer til at føre hende langt. Og det er så vigtigt, at vi lytter, når dem der ved noget om disse problemstillinger, taler. Det er måske ikke altid vi kan lide det vi hører, men har vi overhovedet ret til at afvise noget vi på ingen måde kan sætte os ind i? Vi kan måske forstå det på et intellektuelt niveau, men den forståelse der kommer af levet liv,  kommer vi helt almindelige hvide pæredanskere ikke til at have, når det kommer til strukturel racisme. Så lyt når dem, der har levet det,  taler. Det er vigtigt. Livsvigtigt.

 

Læs mere om Celeste og Mungo Park her.

📸: Mungo Parks hjemmeside og egne.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Brøgger