Happy Days

1. 

 

⭐⭐⭐

Samuel Beckett´s klassiker Happy Days får i disse uger liv med et gæstespil af Why not Theatre company på Teatret ved Sorte Hest. Happy days, om den evigt optimistiske Winnie, der trods det faktum, at hun sidder fast i en kæmpe sandbunke, altid er glad og optimistisk og opretholder dagligdagens orden ved små, simple og meningsløse rutiner. I en anden sandbunke sidder hendes mand Willie fast og kun på afstand kan de kommunikere med hinanden.

Den lille intime scene på Sorte Hest, egner sig godt til denne slags forestillinger. Vi er tæt på og kan følge med i det sparsomme der foregår på scenen. Sue Hansen-Styles spiller rollen som Winnie og som hendes gryntende, hostende, desperate og nærmest ikke medspillende modstykke er Nathan Meister. Scenografien er klassisk for denne forestilling, store sandbunker og en taske. Ikke noget nyt i det.

På overfladen kan tematikken i “Happy Days” virke meget aktuel. Jeg mener – ovenpå coronanedlukninger, klimakriser og store omvæltninger, tror jeg, at de fleste af os kan nikke genkendende til fornemmelsen af at sidde fast og desperat fastholde dagligdags ritualer, der måske er meningsløse, men alligevel fylder hverdagen ud. Derfor virker det også desto mere besynderligt, at opsætningen er så klassisk i sin udformning. Eftersom skuespillerne stort set er stationære i de halvanden time forestillingen varer, kunne det have været rart med et eller andet spræl i scenografien. Og hvorfor pokker er kostumerne som taget ud fra 60´erne? Høj hat og jakkesæt. Skjortebluse og damehat. Scenografi og kostumer kunne have været peppet væsentligt mere op for at styrke absurditeten og aktualiteten.

Sue Hansen-Styles gør det fint som Winnie. Jeg er faktisk nogenlunde underholdt i de halvanden time forestillingen varer, men man skal være forberedt på, at man i lange momenter kun skal slå lyttebøfferne ud og ikke forvente den store visuelle underholdning. Det er måske i virkeligheden også en pointe i sig selv. Vi sidder i salen og føler os en anelse fastholdte. Jeg er dog meget ærgerlig over at Nathan Meister på det nærmeste kun er statist i denne forestilling. Han hoster og grynter sig igennem og jeg får i den grad lyst til at hive receptblokken op af lommen og udskrive astmamedicin til ham. Rollen er selvfølgelig sådan, jeg er blot ærgerlig over, at man ikke har valgt en forestilling, der udnytter hans talent mere, som nu “The Cheyenne are Leaving”, som jeg med stor begejstring så sidste år.

Nuvel, helt dårligt er det ikke, og derfor får denne forestilling også 3 stjerner af mig. Jeg vil primært anbefale forestillingen til Beckettkendere. Det er ikke en forestilling for 1. gangs teatergængere men hvis man har mod på en klassiker udi det absurde, kan forestillingen anbefales med ovennævnte forbehold.

Du kan læse mere om Happy Days her

Forestillingen spiller på originalsproget

Billeder: Peter Dupont Weiss

Inviteret/reklame