This is not a drill

⭐⭐⭐⭐

Vækstlagsteaterkompagniet Vi spiller i disse dage forestillingen ”This is not a drill”. Det er apokalyptisk og aktuelt, vi befinder os i år 3020 og manden er uddød. I en bunker bor de to kvinder Sesil og Masja, der er som nat og dag, men deler hverdag og drømme med hinanden. Hvad sker der med os når der intet håb er om reproduktion? Hvad sker der når køn er ophævet? Det er et spændende tankeeksperiment teater Vi sætter i gang.

Forestillingen spilles i Basement CPH – en velegnet setting til denne forestilling. En rå og mørk kælder i en baggård. Scenografien er rummet, der er ikke meget andet på scenen end en madras, en plante, et arbejdsbord. Det er råt og øde og ørkesløst.

I rollen som Sesil, den lidt forsigtige og angste, ses Antonia Dix, der underspillet og lidt neurotisk og med hjælp fra mandekalenderen med kiltklædte mænd, langsomt men sikkert spiller sig frem mod klimakset, hvor hun udvikler en teoretisk formel for hvordan hun skal skaffe sig et menneskebarn, frem for den plante som hun ellers passer og plejer og kører rundt i barnevogn. Som hendes modpart og nærmest diametrale modsætning Masja, er en velspillende og veloplagt Bella Norup. Handlekraftig, pragmatisk, reel, men alligevel blød under den hårde overflade. Det er hende, der varetager ture til overfladen efter den tvivlsomme pulvermasse, der udgør de to kvinders mad. Iklædt gasmaske og skovl. Hvad hun skal forsvare sig mod, eller hvad der i øvrigt findes deroppe, vides ikke.

Forestillingens styrke, er klart de to skuespillere, der starter som modpoler, men lidt efter lidt nærmer sig hinanden. Især ligger jeg mærke til Bella Norup, hvis timing og intensitet i er fremragende, dog visse steder grænsende til det overspillede. Timingen kommer især til udtryk i de morsomme passager, der er f.eks. svært ikke at grine meget højt, da Masja desperat forsøger at reparere et gelænder, altimens Sesil, med stor alvor, forklarer os detaljer om deres situation. Det er god instruktion af dramatiker og instruktør Signe Moore og der er virkelig brug for comic relief undervejs. I passager er forestillingen meget poetisk og intuitiv og det glæder mit hjerte, når de to skuespillere giver liv til deres føleleser med deres krop og to lygter. Akkompagneret af skæve klange og dyster musik forstår vi, at situationen faktisk er desperat.

Det er dog ærgerligt, at rammen om forestillingen, ikke bliver sat fra start. Hvis jeg ikke havde læst i flyeren, hvad forestillingen handlede om, ville jeg ikke have kunne gennemskue det. Først til allersidst, får vi af vide, at alle mænd er uddøde. Den information, kunne jeg godt have brugt langt tidligere i forestillingen. Fra start for eksempel. Og forestillingens egentlige paradoks – hvad sker der egentlig, hvis der kun er ét køn – hvordan klarer vi os i en kønsløs verden, bliver kun vagt adresseret.

Alt i alt en virkelig spændende forestilling, som jeg synes man skal se for skuespilpræstationernes skyld, særligt Bella Norup er turen værd. Og så er det sindssygt spændende at følge med i vækstlaget. Her er mange gode kræfter, der vil en masse og ofte på en helt anden måde.

Du kan læse mere om This is not a drill her.

Foto: Andreas Bjerre Siegrist

Inviteret/reklame