Sweet Constructed Intimacy Experience

Det Rablende

⭐️⭐️⭐️

Det er koldt i Sydhavn Teaters Østre Kapel på Vestre Kirkegård denne oktoberaften. Til gengæld har jeg fundet en indgang, der er lidt tættere på kapellet, end den jeg benyttede sidste gang jeg var her, så jeg slipper for at gå igennem den mørke kirkegård mutters alene. Det er dejligt. Indenfor i kapellet får jeg en kop the stukket i hånden, det varmer også alt sammen. Jeg skal se ”Det Rablende” med performancegruppen ”Vingeskudt”, der består af skuespiller Nina Tind og scenograf Andrea Lindeneg. I aften kompagneret af DJ fruit, der skaber lyduniverset til forestillingen, blandt andet via livesampling.

Med the i hånden og min store frakke stadig på, tager jeg plads foran en samling statuer. Vi kunne være på Glyptoteket eller et andet lignende sted. Et sted, hvor skulpturer i årevis betragter de mennesker der kommer forbi og betragter dem. Hvad ville de sige, hvis de kunne? Det får vi at vide, for en af skulpturerne vågner op og strækker sine (ekstremt) stive lemmer. Stemmebåndet er også lidt rustent og når man nu er iklædt tre lag gips foran sin mund, så er det lidt svært at give ordene vinger. Men ordene får vinger og da skulpturen først kommer i gang, kan den næsten ikke stoppe igen.

Egentlig synes jeg teksten i denne forestilling er den største stjerne og indeholder en lang række betragtninger om mennesker og vores udvikling som art og hvordan vi forholder os til hinanden. Hvad sker der med os, når vi konstant deler indhold fra vores liv på de sociale medier? Bliver vi splittet i atomer, eller kan vi holde sammen på os selv?

Selvom starten er lidt langsom og det er lidt svært at tro på gipsskulturens statiske og robotagtige bevægelser, så er skuespiller Nina Tind en vulkan af ord der strømmer ud i en lang strøm, som om hun skal nå at sige mest muligt inden hun stivner igen. Sekvensen hvor hun hyperventilerer ord ud i en efterligning af højttalernes akkompagnerende tale, fungerer rigtig godt. Ledsaget af DJ fruits livesampling, får det hele et lidt overnaturligt skær.

Det er fornøjeligt at hæve sig lidt op i helikopterperspektiv og betragte menneskets tilværelse på en måde som vi sjældent gør. Et fornøjeligt lille pusterum, der underholder mens det står på, men hurtigt slipper sit tag i tilskueren igen.

Forestillingen spiller til 23/10

Læs mere om Vingeskudt her

Læs mere om Sydhavn Teater her

Fotos: Anders Palm Olesen

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sweet Constructed Intimacy Experience