Mor

Billes Bekymringer

⭐⭐⭐⭐⭐/6

Det er en fornøjelse for mig og min søn at komme tilbage til teater ZeBu på Amager. I december 2019 besøgte vi deres juleinstallation: ‘24 hemmeligheder´ , som var et kæmpe hit og begge mine børn har efterspurgt det siden. Men som bekendt ramte coronaen og satte en stopper for kultur i flere år.

Idag skal vi se ‘Billes Bekymringer’. Bille – et barn på 10 år – har en meget stærk indre Fortæller. For det meste gør den bare Bille meget fantasifuld, men da flere store livsbegivenheder pludselig ramler sammen, forandrer den indre Fortæller sig til at være et ængsteligt bekendtskab. Bille kan slet ikke styre de angstfulde tanker og fra den ene dag til den anden ændrer han karakter og får ondt i maven og har bare lyst til at ligge i sengen. Men hvad kan man gøre ved sådan en indre Fortæller der går angstamok? Det finder Bille heldigvis ud af til sidst.

På scenen er 3 skuespillere klædt i ens tøj. De spilller samtlige roller og skifter behændigt mellem dem. På skift er de Bille og på skift Fortælleren, samt en masse andre karakterer. Jeg er ikke et eneste tidspunkt i tvivl om hvem der er hvem; der er skabt et flydende kontinuum ved at lade skuespillerne overtage rekvisitter eller kropspositioner fra hinanden. På et tidspunkt bliver publikum sågar til Bille, da en af skuespillerne sætter sig op på trapperne mellem stolerækkerne og taler til os som Fortælleren. Det er fantastisk virksomt og understreger Doegdis pointe – Bille er dig og mig.

Jeg må synke en klump, da Billes mor affejer ham med at hun: ‘…altså ikke har tid til at snakke om det der lige nu!’ Hvor mange gange har jeg ikke sagt det til mine egne børn! Og da vikar-Benny rabler en masse grovheder af sig krummer jeg tæer. Hvor meget af den slags hører vores børn egentlig til dagligt? Dramatiker Josephine Eusebius rammer rent på kornet og holder sig udelukkende observerende, teksten er ikke dømmende hverken overfor børn eller voksne.

Teater Doegdi har skabt en virkelig fin forestilling om angst i børnehøjde. Her er eftertanke til både børn og voksne og jeg skal gerne indrømme, at den her mor fældede mere end en enkelt tåre undervejs. Teater Doegdi tager i dén grad børns indre liv seriøst og sætter konkrete ord på hvad der sker, når de mørke tanker rammer. Og så tilbyder de en udvej. Det er børneteater på den helt fremragende og fintfølende måde, der både tilbyder underholdning og tager livtag med alvorligere emner. Instruktør Johan Sarauw og skuespillerne Mathilde Eusebius, Ida Nørfeldt Lund og Morten Kjær forløser teksten så fint og sensibelt. Jeg tror mange børn i aldersgruppen 9-12 år vil kunne spejle sig selv i denne forestilling og den har mine varmeste anbefalinger.

Du kan læse mere om teater Doegdi her.

Du kan læse med om teater ZeBu her.

Foto: Asbjørn Sand

Inviteret/Reklame

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mor