Den første dråbe blod

⭐️⭐️⭐️

Jeg kender Kundbypigen af navn. Jeg ved at hun er dømt for at planlægge bombeangreb og at hun i planlægningen påkaldte sig jihad. Men jeg ved ikke meget mere. Derfor håber jeg, at Teatret Fair Play vil gøre mig klogere, da jeg sætter mig til rette i Teater V’s sal idag. Teatret Fair play holder til i Holbæk og historien om pigen fra Kundby er foregået lige i teatrets baghave, hvorfor det har været oplagt at tage fat i historien efter devisen: “Hvis det kan ske i vores nabolag, kan det ske hvorsomhelst.”

Forestillingen fortæller historien om hvordan det kom så vidt. Hvad skete der egentlig? Historien om pigen der først blev svigtet af sin mor, der ville det godt, men vendte ryggen til da stedfaderen begik overgreb mod hende og senere blev svigtet af systemet hvor skiftende velmenende personaler på et bosted og en ellers elsket lærer ikke kunne give hende den støtte og hjælp hun havde behov for. Den finder hun til gengæld i Islam under en ferie i Tyrkiet hvor verden er lykkelig og eventyrlig. I Danmark er virkeligheden dog ikke så rosenrød, men nu hører hun til i et fællesskab. Fællesskabet er usikkert og rodløsheden, der opstår ved at have et ben i to forskellige lejre, er hverken let eller uproblematisk at håndtere. Radikaliseringen sker gradvis og inden længe står hun der. Kundbypigen.

Charlotte Amalie Kehlet ligger krop til Kundbypigen og hendes mange trængsler. Ledsaget af Penille Albæk og Bo Carlsson der skifter mellem de øvrige roller. De to sidstnævnte hvisker spydige sætninger til Kundbypigen, sætninger hendes hoved producerer. Men de spiller også en presset mor, der måske ikke har helt orden på prioriteterne og skolelæreren der skulle have reageret lidt før. Samspillet mellem de tre fungerer udemærket og den enkle scenografi illustrerer fint at tremmerne som hun tilsidst ender med at sidde bag, har været der hele tiden. Hele tiden begrænset og skærmet af, af indre stemmer og ydre påvirkninger.

Teatret Fair Play skal have ros for deres mod til at sætte denne forestilling op. Historien om Kundbypigen, der fortsat sidder i fængsel, sætter radikalisering på dagsordenen. Men ikke blot radikalisering, også vejen derhen. Det er her de virkelig interessante betragtninger ligger, for hvad kan vi gøre? Hvor kan vi sætte ind? Hvad skal gøres anderledes? En hel del, hvis man skal tro denne forestilling.

Jeg synes dog at historien drukner i antydninger. Jeg savner at komme et spadestik dybere. Vi bliver præsenteret for meget lidt reel viden og skal tænke os til resten. Blev hun udsat for overgreb? Hvad er det egentlig hun tænker om Jihad? Hvilket traume ligger til grund for det hele? Der er ikke noget der rammer mig eller berør mig undervejs.

Forestillingen er egentlig fin. Men hvad sidder jeg tilbage med? Jeg synes ikke jeg er klogere end før, hverken på viden om sagen eller forståelse af den. Som et oplæg til debat er den formentlig ganske god og derfor er aldersgrænsen på 14 år velovervejet og ledsaget af et gedigent undervisningsmateriale der netop ligger op til nuanceret debat.

Jeg går fra Teater V med en lidt blandet følelse og har siden diskuteret med mig selv hvordan jeg skulle bedømme forestillingen. Jeg ender på 3 stjerner. Fordi jeg ikke bliver klogere og fordi forestillingen aldrig rigtig trænger ind under huden på mig. Jeg vil dog glæde mig til at se forestillinger fra Teatret Fair Play i fremtiden.

Læs mere om “den første dråbe blod” her.

Fotos: David Trood