Matilda the Musical

Jeg er ikke så lidt spændt på denne forestilling og jeg har skamlyttet til musikken og kan næsten ikke vente med at sætte mig i sæderne på Gamle Scene for at opleve forløsningen af forestillingen, der allerede har gået sejrsgang i både USA og England. Matilda the Muscial er en remediering af Roald Dahls børnebog af samme navn. Roald Dahl er i vælten i det danske teaterlandskab lige i øjeblikket. Bevæger man sig ud af Østerbrogade, kan man opleve “Charlie og Chokoladefabrikken” på Østre Gasværk Teater, også i en musicalversion.

Der en stærk tematik og et formsprog i Roald Dahls bøger, der nærmest kalder på dramatisering. Karaktererne er lette at adaptere til scenen. De onde er meget, meget onde og ligeledes de gode. Det egner sig. Og det fornægter sig aldeles ikke.

Historien om pigen Matilda, der ér så inderligt uønsket af sine forældre og vokser op blandt andre umådeligt ønskede curlingprinser og prinsesser, finder trøst i bøgerne. Da hun starter på skolen Crunchem Hall med den særdeles frygtindgydende og modbydelige Frøken Trunchbull som rektor, møder hun også den blide Frøken Honey, der på forunderlig vis vikler sig ind i Mathildas liv og magiske univers. Frøken Trunchbull er derimod alt andet end blid, hun er mester i hammerkast fra 1979, og DET bliver man ikke med andet end hårdt arbejde og disciplin. Skolens motto er da også Bambinatum Est Magitum – børn er mider – og de skal knuses med alle de midler der nu kan tages i brug. Men Matilda har magiske kræfter og børnene får sammen gjort oprør mod modbydeligheden selv.

Det summer i teatersalen og her er mange børn, der virker enormt optagede af forestillingen. Min egen (meget teatervante) søn er med i aften og selvom han ikke helt vil være ved det, kan jeg se han bliver revet med undervejs, særligt når der begås den ene modbydelighed efter den anden mod de stakkels børn. På scenen mødes vi af en flot scenografi af Palle Steen Christensen, der emmer af Matildas intellekt og består af bøger i mange forskellige udforminger. Fra hylderne på biblioteket, til bænke der står på bøger og Frøken Honeys hjem, der åbnes som en pop-up bog. Fine detaljer over hele linien.

Og børnene er virkelig forestillingens stjerner. Dem allesammen. De spiller med et indædt gåpåmod, der kun kan komme af at elske teater, at stå på en scene. Det er helt umuligt ikke at holde af dem og juble efter deres store glansnummer: “Oprørske unger”. De flankeres af adskillige meget erfarne kræfter, hvor jeg her kun vil fremhæve et par stykker.

Man kan på ingen måde komme udenom Mads Rømer Brolin-Tani, der nærmest dyrisk snifler og snuser og kommanderer og tyranniserer og afstraffer alt og alle omkring sig, som skolens rektor, Frøken Trunchbull. Samtidig med, at han er forestillingens absoluttet skurk, er det også ham, der gang på gang står for comic relief. Han er centrum i en hel del af forestillingens flotte tekniske detaljer, som da nu Trunchbull afstraffer en pige for at have fletninger, ved at tage fat i selvsamme og kaste hende af hekkenfeldts til, som en anden hammer. Blot ét eksempel, der er mange flere. Det er teatermagi og det er der masser af i denne forestilling.

Amalie Dollerup skinner som den kuede og lidt forsigtige frøken Honey, der er vokset op hos ovenstående monster. Hun ser Matilda som ingen andre ser hende. Dollerup har en skrøbelig stemme, der passer godt til rollen og er en af de eneste karakterer, der byder på reelle nuancer, måske lige med undtagelse af Matilda selv.

Og det er måske i virkeligheden her jeg har et men, for karaktererne i forestillingen er ret ensidige, og da forestillingen er 3 timer lang og der stadigvæk er sparsomt med udvikling henmod slutningen, så udtrættes man lidt til sidst. Det er desværre også et gennemgående problem, at det er ret svært at høre teksten på det der synges og også en del af børnenes replikker. Om det er deres diskante stemmer, eller simpelthen fordi børnene bare kommer til at snuppe endelserne, fordi de jo ikke er trænede skuespillere, ved jeg ikke, men der er mange replikker jeg ikke kan høre. Og så er det altid et problem når de udenlandske, ellers dygtige, musicalperformere, udtaler deres replikker med så tyk en accent at man ikke kan forstå dem.

Alligevel viser Det Kongelige Teater med al ønskelig tydelighed endnu en gang hvor mastodontisk gode de er til forløse denne slags forestillinger. Det er kommende operachef Elisabeth Linton der har iscenesat og jeg har en klar fornemmelse af, at det bliver meget spændende at følge hendes virke. Forestillingen er ganske enkelt gennemført, morsom, grum og fortryllende helt på én gang. At musikken også er virkelig interessant og visse steder giver mindelser om “The wall”, er blot endnu en fornøjelse. Matilda the Musical, er en virkelig dejlig familieforestilling, som jeg varmt vil anbefale alle!

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

📸  Miklos Szabo

Læs mere om Matilda the Musical her.