Den Hemmelige Have

Ilt

At få børn. At indlede en samtale om at få børn. At indlede en samtale om at indlede en samtale om at få børn. Klaustrofobien vil ingen ende tage i de første 15 minutter af Duncan McMillans skuespil, der på engelsk hedder: ‘Lungs’, men som på dansk har fået titlen: ‘Ilt’. Og ilt er nøjagtig det vi snapper efter det første kvarter, hvor dialogen går over stok og sten i et hæsblæsende tempo, der ikke efterlader plads til meget eftertanke, men hvor man bare må hoppe om bord, spænde selen og holde fast. Det unge par der står på scenen, taler om at få et barn. Men der er mange overvejelser i den forbindelse; overvejelser om både dig, mig, os og verden og vidste du i øvrigt, at ethvert nyt menneske udleder 10000 tons co2? Det er klimaangst for fuld udblæsning og den får ikke for lidt.

Scenografien, der er designet af Edward Lloyd Pierce, er udformet som en stor tredimensionel trapezoid form, en højttaler der råber ud til os, eller et rum der snævrer sig ind og bliver mindre og mindre. Det er holdt i en enkel lys beige og sammen med skuespillernes lidt kønsløse tøj, er det helt minimalistisk og skrabet og giver plads til, at den hæsblæsende tekst kan udfolde sig. Der forefindes ikke én eneste rekvisit. Der er ikke andet end de to skuespillere Marie Tourell Søderberg og Christian Bergman på scenen. Tillige markeres det hverken med lys eller lyd, når der er sceneskift, men alligevel er jeg aldrig i tvivl om hvornår skiftene sker. Forestillingen kommer til at fremstå lidt som et klaustrofobisk kammerspil, selvom handlingen egentlig foregår på flere lokationer.

Teksten er forrygende og flot oversat af Lars Mikkelsen og instruktør Simon Boberg. Det er en meget teksttung forestilling, men der er alligvel plads til både latter og eftertanke. Den forløses især af Marie Tourell Søderbergs lidt overkørte, angstneurotiske kvindefigur, der fører en samtale i monologform med sin kæreste, der spilles af Christian Bergman. Bergman “lytter” til samtalemonologen altimens han tydeligvis befinder sig på en anden planet, hvad han også selv sætter ord på undervejs. Bergmans karakter gennemgår en fin udvikling fra skvattet, pleasende vatnisse til endelig at stå på egne ben, hvilket også bliver vendepunktet for parret.

Visse steder føles det somom der holdes et spejl op, der reflekterer mit eget parforhold og jeg tror ikke, at jeg er den eneste der har det sådan, for der grines undervejs højlydt rundtom i salen og det er tydeligt at forskellige sekvenser vækker genklang hos forskellige dele af publikum. Det er befriende og det er én af de ting jeg elsker ved teater – at blive reflekteret på en scene på en måde, der kan give ny luft i mit eget liv.

Forestillingen fører os nærmest fra vugge til grav og sætter ord på den grundlæggende tvivl man kan have ved alle former for beslutninger, når der ikke er faste holdepunkter, men udelukkende flyvske meninger. For hvad er rigtigt og forkert? Ansvaret overfor fællesskabet, i dette tilfælde den ganske klode og klimaet, eller behovet for at leve et meningsfuldt liv med ansvar for dig og mig og vores? Kan de to kombineres og hvordan? Det får du (måske) svar på, hvis du køber billet til denne forestilling.

⭐⭐⭐⭐

Forestillingen er på turné indtil 11/3 – 2022. Du kan læse mere om forestillingen og se turnéplanen her.

📸: Anders Reinholdt

Inviteret/reklame

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den Hemmelige Have