Ilt

Hvad er det?

Folketeatret er et stort hus med mange scener og der foregår noget på teatret mere eller mindre hele dagen. Idag skal jeg se ‘Hvad er det?’, der er en danseforestilling for de helt små under det, Folketeatret kalder “U”. Folketeatret U har eksisteret siden 2016 og præsenterer hvert år teater for tumlinger, juniorer og unge. Denne forestilling er annonceret med en aldersanbefaling fra 6 mdr – 5 år. Alderssammensætningen af de små publikummer er da også ret bred, fra babyer til min datter der snart fylder 6.

Forestillingen foregår på kvisten, helt oppe under taget i et lille, intimt rum. Vi er placeret langs væggene på tæpper og scenen består af en firkant beklædt med gulvtæpper, der er viklet ud og ind mellem hinanden og nogle der er rullet sammen. På scenen står de to dansere Antionette Helbing og Ole Birger Hansen, der også byder os velkommen, da vi kommer gående op af trappen. Med et bydende: ‘op’ får de os til at balancere på små filtstykker ind i salen.

De næste 30 minutter udforsker de to dansere scenen og deres egne kroppe. Der er momenter af virkelig fin bevægelse undervejs, men der er også noget lidt mærkværdigt i at se to voksne mennesker udforske deres lemmer, som var de babyer. Den generelle koncentration i salen er ikke høj og min datter spørger ret hurtigt hvornår det hele er slut.

Temaet er egentlig fint. En legende udforskning af verden. En barnlig tilgang. Jeg køber den bare ikke helt og bliver lidt irriteret over dansernes kronisk overraskede udtryk. Jeg har set dette tema udforsket i andre børneforestillinger i det Københavnske teaterlandskab med væsentlig mere held og elegance.

Efterfølgende byder Folketeatret på et sanserum, hvor legen kan fortsætte og det virker til at være en stor fornøjelse for alle publikummer under 1 meter. En væsentlig større fornøjelse end selve forestillingen.

Alt i alt en lidt blandet oplevelse, men en fin og forsigtig nybegynder forestilling der er god til at introducere de helt små til teatret.

⭐️⭐️⭐️

“Hvad er det?” har sidste spilledag på Folketeatret idag.

Du kan læse mere om Folketeatret U, som du finder på Folketeatrets hjemmeside her.

📸: Folkteatrets hjemmeside

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ilt