3 URNER I STUEN

Pinocchio

Det er en strålende lørdag formiddag, da Teater Patrasket og Folketeatret U holder repremiere på Patraskets iscenesættelse af ‘Pinocchio’. Historien om den lille dreng af træ, der laves i en mands længsel efter at have en søn. Der blæses ånde i ham natten over og selvom Pinocchio er lidt fortørnet over, at den ene fod er et hjul og den anden hånd er større end den første, finder Gepetto og Pinocchio hurtigt hinanden. Pinocchios natur viser sig at være meget menneskelig og han ledes den ene gang efter den anden på afveje af fusentaster og tvivlsomme venner og ender med at blive adskilt fra sin far, der dog aldrig, aldrig, aldrig stopper med at lede efter ham.

Teater Patraskets iscenesættelse af Pinocchio er en karrusel af en forestilling. Stilistisk umådeligt flot udført. Vi bydes ind i manegen (livets?) af skuespillerne, da vi ankommer til Kvisten under Folketeatrets tag og bænkes på rækker. På scenen står et halvt cirkustelt, vi forstår vi sidder på tilskuerpladserne. Der sidder en mand bag et orgel og stirrer ud i luften. Lyset er dæmpet, farverne er dystre, rummet stemningsmættet og forventningerne står i kø ved popcornboden. Det kan ikke andet end at blive godt.

Vi guides igennem den ret grusomme historie på en fin og nænsom måde og får undervejs lov til at tage stilling til Pinocchios dillemmaer. Børnene i salen er ikke i tvivl om hvad det er det rigtige at gøre, men heller ikke om, at Pinocchio gør det forkerte og netop dette afspejler menneskeligheden i Pinocchios valg. ‘Det gode jeg vil gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, gør jeg’ , for nu at citere en helt anden bog.

Alex Byrnes iscenesættelse skifter imellem fine intime stunder og et hæsblæsende, højtråbende tempo, der sine steder bliver lidt voldsomt, i hvert fald for de yngste. Maria Myrgård er vidunderlig som Pinocchio og rummer den fineste intimitet. Samspillet med Dirck Backer som Gepetto, der også leverer en rørende præstation, er nuanceret og nærværende. Kostumerne, scenografien og dukkerne, der udgør Pinocchio, den store hvalhajfisk og de mange halvmasker der anvendes undervejs til at skifte imellem karakterer, er forestillingens store force. Der er noget steampunket over stilen og det passer godt ind i den dystre stemning, som Teater Patrasket har skabt.

I modsætning til Disneyfilmen fra 1960’erne, har Gepetto i denne opsætning aldrig et ønske om at Pinoccho bliver en rigtig dreng. Tværtimod elsker han ham som han er, på trods af alle hans fejl og mangler. Han går igennem ild og vand (bogstaveligt talt) for at finde sin elskede søn. Også selvom den samme søn har voldt ham umådelig sorg. Det er smukt og det er sådan det er at være forælder. Teater Patrasket fremstiller Pinocchios valg ret neutralt og lader kærligheden imellem de to hovedfigurer, Pinocchio og Gepetto, træde rent og klart frem i manegen.

Teater Patrasket har lavet en yderst vellykket børneforestilling om, at det er ok at fejle, om kærlighed uden betingelser og om, hvad det egentlig betyder at være menneske. Det er umådelig flot teaterhåndværk og stærk formidling, som jeg vil anbefale alle fra 8 år og op.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Pinocchio her.

📸: Søren Meisner

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3 URNER I STUEN