FETCH!

Jolly Weltschmerz!

Weltschmertz er vist nok et begreb jeg kender fra gymnasiet. Noget med spændingsfeltet mellem ydre forhold og indre behov. En slags utopi, der beskriver det mærkværdige, at vi kan have alt hvad vi har brug for og stadig føle, at vi mangler noget.

Riddersalen er gået i kødet på cabareten som stilart. Den karakteristiske sal er omdannet til en slags klub med små borde. Havde der været tyk cigaretrøg, havde illusionen om en natklub i Berlin i de brølende 20’ere været komplet. Og der bliver faktisk talt en del tysk. Og engelsk. Og dansk. Og lidt svensk.

Iklædt sort og hvidt i en slags afdankede cirkuskostumer og med en stilistisk ensartet makeup, entrerer de 5 medvirkende salen. De sætter igang med en mærkværdig udgave af “Happy Birthday”, men omskrevet til “Jolly Weltschmerz to you”. De har ikke været igang særlig længe før jeg læner mig tilbage og nyder.

Hele ensemblet er gennemmusikalsk. Drevet frem af Thomas Dinesens insisterende rytmer, udfolder alle 4 skuespillere et musikalsk talent helt udover det sædvanlige. De er flot samsungne og særligt nummeret: ‘Døden Death Der Tod’ imponerer med flotte skæve klange. Lige så skæve som Dorte Holbeks vidunderlige simple og versatile scenografi med et bagtæppe af brede elastikker, der kan blive til snartsagt hvadsomhelst.

Vi svælger i weltschmerz i denne forestilling og det er dejligt at få lov, for hvordan står man egentlig af denne maskine, denne store krydsdamper, dette smørhul, der har kurs lige lukt mod døden? Det kan man ikke, så man må gøre sig det behageligt eller lade være.

En der ikke gør sig det behageligt, er Karin Bang Heinemeier, der med møje og besvær får preppet scenen i nummeret: “Life Livet Das Leben”. Ene mand slæber hun et tungt klaver ind på scenen – vel at mærke mens resten af ensemblet sidder ovenpå og holder fest uden at bidrage i nævneværdig grad til forberedelserne. Og det varer da heller ikke længe før hun svedperlende står klar ved mikrofonen. Klar til at synge sin helt egen udgave af: “Sånt är livet”, før de ansvarsfravigende festtyper stemmer i, i dur, i en sang hun så gerne vil synge i mol.

Morten Brovn Raahede klatrer til vejrs og leverer en sjælfuld udgave af Nephews: ‘Hjertestarter’, med en imponerende teknisk indledning i 12-tone stil, der slår benene væk under mig. Ikke et hjerte er intakt og jeg er solgt til stanglakrids.

Riddersalen og Mette K. Madsen leverer cabaret i særklasse og rammer stedet hvor det gør allermest ondt. Jeg vil gå så langt som til at sige, at alle teater- og musikelskende mennesker burde unde sig selv lidt weltschmerz hos Riddersalen. Og hvem har ikke plads til lidt af det, i en tid hvor verden omkring os nærmest står i flammer og vi sidder på tinden af vores sikre bjerg?

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Riddersalen og Jolly Weltschmerz her.

📸: Dennis Westerberg

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FETCH!