det kontaktløse forhold

Det olske orkester fabulerer over H.C. Andersens nattergalen iblandet dystert mareridt i ‘Det Kontaktløse Forhold’. Alene foran sin skærm, sidder en mand. Han kan ikke klare larmen fra sin nabo, der spiller klaver og generer hans digitale udfoldelser. Efter gensidige provokationer gennem væggen, bliver han om natten slugt af sin seng og et sted mellem drømme og virkelighed, udfolder et veritabelt mareridt sig, for hvordan ville det egentlig være, hvis ønsket om det perfekte menneske, der hverken larmer eller opfører sig anderledes, blev opfyldt?

Øyvind Kirchhoff og Katrin van der Velden udgør den umage duo, der bevæger sig igennem denne syrede fortolkning. Og de gør det godt! De er dygtige og har styr på deres sceniske fremtoning. En fornøjelse at se de to udfolde sig.

Men her slutter mine rosende ord desværre også. For emnet for denne forestilling er så gennemtærsket, at det er meget svært at bringe noget nyt til bordet. Og det formår de da heller ikke. Det siger jo ikke så lidt, at H.C. Andersen skrev et eventyr om netop dette skisma mellem kunstig og virkelig intelligens i 1800-tallet. Vi har altså at gøre med en mindst 200 år gammel problemstilling. Det olske orkester formår ikke at løfte emnet op på et højere niveau. Læs eventyret istedet. H.C. Andersen gør det bedre.

Universet som det olske orkester skaber, har noget Dali´sk over sig, men det dystre bliver ødelagt af den slapstickagtige tilgang og de uendelige gentagelser. Vi forstår godt, at robotten ikke kan finde ud af at kærtegne kinden, ingen grund til at gentage den bevægelse mange gange efter hinanden. Det er desuden lang tid siden robotter bevægede sig på den hakkede måde der fremstilles her og det hele virker sært forældet og som om man ikke helt har sat sig ind i debatten før man begyndte at udvikle forestillingen.

Det vi ser på scenen er gammelkendte facts. Vi ved godt, at folk iscenesætter sig selv på internettet. Vi ved godt at data kan blive stjålet, men vi ved faktisk også godt, at vi ikke kan leve uden det digitale. Og det er netop her man, hvis man ville, kunne give problenstillingen ny luft under vingerne. Det er ægerligt, at det olske orkester ikke formår at nuancere denne debat, der er så meget mere omfangsrig end det binære syn på teknologi, de gør sig til eksponenter for. Kunne man forestille sig at der er en mellemvej og udforske den? Kunne man forestille sig den omvendte verden, altså hvor det digitale var at foretrække. Er menneskelig kontakt altid godt? Og hvordan integrerer vi de to ting. Se DET var en forestilling jeg godt gad se.

Det kontaktløse forhold er en fortærsket omgang løftet pegefinger, der ikke formår at se nuanceret på den problemstilling der behandles. Forestillingen vækker ikke andet end diskret kedsomhed. Jeg bliver ikke engang provokeret. Hvis du gerne vil vide mere om teknologi og forhold mellem mennesker, synes jeg du skal opsøge din viden et andet sted. Her bliver du ikke klogere.

⭐⭐

Læs mere om forestillingen og det olske orkester her.

📸: Miklos Szabo