La Bohéme

La Bohéme er Puccinis opera om den turbulente kærlighed mellem den fattige kunstner Rodolfo og smukke Mimí. De forelsker sig hovedkulds i hinanden henover et lys og en lille kold hånd, men snart indfinder problemerne sig og først da det er alt for sent og Mimis død af tuberkulose er nært forestående, genfinder de kærligheden.

Jeg har endnu til gode at blive slået omkuld af en opera. Det er ubetinget den scenekunstgenre jeg har det sværest med. Langt hen af vejen skyldes det formen og det alt andet end naturalistiske udtryk. Men det er en del af præmissen, for den fysiske del af at være operasanger kræver, at man har mulighed for at sætte hvert et hulrum i kroppen i svingninger. Og det betyder, at man ikke kan foretage sig hvad som helst på scenen imens. At der synges uden forstærkning og henover orkestergraven siger noget om det lydvolumen der kan komme ud af sangerne. Det kræver sit. Så mit problem med opera handler nok i virkeligheden om, at jeg ikke helt har accepteret præmissen. Det bliver aldrig naturalistisk. Men smukt er det.

Elisabeth Lintons opsættelse af La Boheme i Johan Klint Sandbergs genopsættelsesinstruktion, slår mig heller ikke omkuld. Men den underholder fint undervejs og særligt er de 4 kammersjukker Rodolfo, Marcello, Schaunard og Collines pjatten rundt med hinanden en fornøjelse. De er så fattige at de må brænde Rodolfos manuskript for at få en kortvarig varme!

Puccinis musik er smuk og når den får lov at stå alene sammen med operasangerne uden alt for meget ageren oveni, går tingene op i en højere enhed. Særligt Marcello, der i aften synges af Luthando Qave gør indtryk med sin fyldige baryton og jeg nyder også Kyungil Kos skønne bas. I toppen synger Gisela Stille Mimí med en fin hjælpeløshed. Også Eldrid Gorset, der er en del af Young Artist Programme, har en diabolsk kækhed altimens hun kører mændende rundt i manegen,

Astrid Lynge Ottosens scenografi er holdt i grå toner, der afspejler karakterernes forarmelse. I midten af forestillingen brydes det grå dog med en slags indkøbscenter med masser af liv og mennesker. Her får vi også lov at høre det dygtige Kongelige Operakor samt enkelte sangere fra Det Danske Drenge- og -Pigekor udfolde sig. Skønt.

La Boheme var en af de første operaer der havde et mere socialrealistisk fokus fremfor fokus på gamle guder og vikinger. Det er en ganske fornuftig begynderforestilling med en historie, der ikke er alt for kompliceret og dertil noget dejlig, vidunderlig musik. Så hvis man, som mig, har lidt svært ved den overgjorte stil i operaen, kan man bare lukke øjnene og lytte til musikken. Det er også en oplevelse værd!

⭐️⭐️⭐️⭐️

Du kan læse mere om La Bohéme her.

📸: Camilla Winther