Oh Happy Day

På forlæg af filmen fra 2004, spiller Folketeatret lige nu en remediering af Oh Happy Day. Forestillingens premiere er af flere omgange blevet aflyst på grund af covid og derfor er dens liv også startet lidt omvendt, idet den allerede har været på turné, men nu skal slutte med en længere spilleperiode på Folketeatrets store scene.

Historien er som vi kender den – Hannah, forstadsfruen, der er løbet lidt sur i kærligheden til revisormanden Carsten, bliver vakt til live, da hun forårsager en ulykke hvor korlederen for et stort amerikansk gospelkor, Moses Jackson, kommer til skade og må blive i Danmark, mens resten af hans kor drager videre på turné. Pudsigt nok synger Hannah også i et kor, der for nylig måtte sende sin korleder til storbyen til en eftertragtet stilling som korlederassistent hos Københavns Drengekor. Derfor bliver koret nu ledt af nidkære Kirsten, præstens kone, der bestemt ikke ønsker mere liv end der allerede er. Korets lidt skæve medlemmer, ledt an af Ulla Vejbys rapkæftede Grethe, rekrutterer Jackson til at puste nyt liv i koret. På trods af Jacksons dæmoner, får han da også gang i det umage kor, og særligt i Hannah. Der opstår nemlig sød musik imellem dem, men ak, Jackson må hjem, for han har kone og børn i Harlem og hvad så nu?

‘Der er ikke noget der er sværere end at foretage en forandring man godt ved, man ikke kan lade være med’, siger Moses Jackson i skikkelse af Christopher Læssø i starten af forestillingen. Det er i virkeligheden nok forestillingens tema, for omdrejningspunktet er Hannahs opstigen af det uendeligt depressive hul, hun gennem mange år er krøbet ned i. Hun kan ikke blive ved som hun har gjort indtil nu, men hun ved heller ikke præcis hvordan hun skal komme videre. Marie Mondrup spiller Hannah med en undertrykt smerte, konstant underspillet og selvudslettende og aldrig helt forløst. Hun kryber i skyggerne indtil hun pludselig springer ud som fullblown gospelsanger med kåbe og det hele. Man savner ellers lidt kød og blod på konflikten mellem hende og Jackson, der blot bliver genfortalt i samme undertrykte stil som resten af forestillingen. Åh det kunne have været dejligt med lidt følelser.

Signe Kærup Dahl er skøn som den nidkære Kirsten, der med omhu vogter kirken med max kontrol. Rent farvemæssigt går hun i et med bygningen og selvom man nok får en fornemmelse af, at hun egentlig gerne vil være med der hvor det sner, holder hun sig som en konstant antagonist til korets ønske om et lidt livligere indhold i prøverne.

Undervejs bydes der på adskillige gedigne musikalske optrin der imponerer, og jeg bliver reelt overrasket over både Tom Jensens og Troels Mallings sangstemmer. Jeg morer mig og imponeres over kirkekoret, der i starten formår at synge umådeligt falsk, hvilket ikke kan være let, når nu det viser sig, at de alle faktisk kan synge ganske fornuftigt. Karikaturen af den danske sjæl er morsom, omend man ønsker sig lidt flere nuancer. Nuvel, det er måske for meget forlangt af en forestilling som denne og bevares, jeg griner højlydt og inderligt adskillige gange under forestillingen.

Scenografien af Sisse Gerd Jørgensen, er holdt helt i beige og lukker op og i til de forskellige tableauer der udspiller sig bag det skabsagtige udtryk. Det fungerer fint og ligner virkelig indersiden af de kirker jeg har besøgt i mit liv. Det bliver dog lidt ferskt og tungt i løbet af forestillingen, hvor man godt kunne have ønsket et enkelt brud med den meget ensfarvede stil.

Den store forløsning får vi aldrig og selvom det er skønt med en gedigen omgang gospel til allersidst, med ægte gospelkor på balkonen, så fremstår forestillingen til den lidt tunge og uforløste side. Her er dog både hjertevarme og god musik at komme efter og de to ting kan man, når alt kommer til alt, aldrig få nok af.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Oh Happy Day her.

📸: Gudmund Thai