Oh Happy Day

Cirkus ifølge Bubber 2 – Cirkus Arenas 65 års jubilæumsforestilling


Cirkus har altid været noget særligt for mig. Et sted hvor alt kunne ske og man kunne blive både forfærdet og overrasket over de modige (og dygtige!) artister og samtidig grine over klovnene og forundres over de dresserede dyr.

Cirkus Arena slår teltdugen op til deres 65 års jubilæumsforestilling, som de spiller i deres 67. eksistensår. Corona kom i vejen, som med så meget andet. Slagets gang ledes af Bubber, der i år har fået ledsagelse af Julie Bertelsen. Og det er sådan set fint, at der er 2 sprechstallmeisters, for der skal snakkes en del undervejs, imens de uskønne og langsommelige skift imellem de forskellige numre foregår. Jeg har svært ved at forestille mig at der ikke findes mere elegante måder at gøre det på.

Forestillingen indledes med en lille film om Cirkus Arenas historie. Mens manegeteknikerne kæmper med at få fjernet skærmen fra midten af manegen, begynder Julie Bertelsen at synge en introsang. Det er dog lidt svært at spotte præcis hvor lyden kommer fra, hvilket skyldes at hun slet ikke befinder sig i manegen. Starten er en anelse rodet.

Herefter går det over stok og sten med det ene nummer efter det andet. Vi ser Robbi Berousek som stigernes mester. Efter sigende er han den eneste i verden der stadig laver dette nummer. Det skyldes nok, at det er kedeligt at se en person klatre op og ned af stiger, omend det foregår i den fri luft. Min datter på 6 år der ledsager mig denne aftem, er dog meget imponeret, særligt til sidst hvor det lykkes ham et stå ovenpå stigen og holde balancen. Herefter får vi besøg af Laura Berdino og hendes araberheste der demonstrerer fin fridressur. Flot, men igen en anelse kedeligt. Klovnen Jimmy Folco besøger os adskillige gange i løbet af forestillingen og er mere eller mindre sjov.

Men så sker der noget for nu kommer Duo Costache hele vejen fra Ukraine! De byder på et storartet balancenummer hvor den kvindelige del af duoen bl.a. svinger sig rundt i en cykel indeni et hjul for enden af en høj stang, der balanceres på skuldrene af hendes partner. Min datter sidder med åben mund og polypper og er helt overbevist om Cirkus Arenas kvaliteter. Herefter følger et fortærsket musiknummer (Albertes “Lyse nætter”), der ledsages af en kontorsionists forunderlige kropsbevægelser. Første del slutter med den riverdansende jonglør, der kan – gisp – jonglere med 9 bolde.

Efter pausen, hvor man kan købe pølser og øl og alverdens andre snacks i forteltet, åbnes der med aftenens velnok flotteste nummer, nemlig “Flying Wulber”. Klassisk luftakrobatik der altid rammer publikum, der da også gisper på de helt rigtige steder. Min datter sidder igen med åben mund og polypper og er generelt meget begejstret. Flere lidt tvivlsomme acts følger, bl.a et med bittesmå hunde, der desværre er lidt svære at se derfra hvor vi sidder. Bubber og Julies nummer med den oversavede dame, som vi her får i en lidt anden version, tager kegler. Det hele afsluttes med en god omgang brakdanceagtig kontorsionisme og en gedigen konfettikanon.

Jeg giver hele moletjavsen 4 stjerner, mest fordi det er god gammeldags cirkus med popcorn og kolde telte, der bringer mindelser om barndommen. Selvom der klart er plads til forbedringer, holder Cirkus Arena sådan set hvad de lover og stemningen omkring mig i teltet er høj. Sæderne er ikke plyssede, ligesom på de teatre hvor jeg befinder mig mest, og det mærker man bestemt også på publikumsdisciplinen, men det er hyggeligt og meget tilgængeligt og ekstremt børnevenligt.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Cirkus Arena tager på landsdækkende turné, og du kan se hvornår de kommer til din by lige her.

📸: Cirkus Arena

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Oh Happy Day