En dans på kanten af Friheden

Denne forestilling er endnu en i rækken jeg har set over de seneste år, hvor modige mennesker stiller sig op og fortæller, med en ren og klar stemme, om overgreb der er begået mod dem. Er der virkelig behov for det, kunne man spørge sig selv, og svaret er et klart og rungende JA! For antallet af overgreb i Danmark er alt for stort, og uanset hvor du befinder dig, vil der være mennesker der ved nøjagtig hvad det vil sige. Vi SKAL snakke om det. Snakke om det, så det ikke sker, og så dem der føler sig ensomme og alene med sorgen efter overgrebet, istedet kan føle sig set og hørt. Vi har brug for en kilometerlang distance til fortidens victim blaming.

I aften står Louise Bindseil på scenen. Hun er bare en helt almindelig kvinde, der kæmper med efterdønningerne af en voldtægt. Hun ligger der på sofaen, da vi kommer op på Folketeatrets allermindste scene, kvisten. Hovedet vendt lidt væk, hestehalen høj. Stemningen er allerede trykket. Guldlameller udgør bagtæppet hele vejen rundt og planter hænger fra loftet, for hun har VIRKELIG mange planter i sin lejlighed.

Igennem ca 45 minutter fortæller hun os om, hvordan hun er kommet igennem sin oplevelse med overgreb. Hvad der hjælper. Hvad der i hvert fald ikke gør. Hun står der alene og det er tydeligt at stoffet er ekstremt personligt. Det gør ondt. Også på os som publikum. Jeg kan mærke det på mig selv og jeg hører de stille snøft fra salen. Men det bliver ikke for personligt, for Bindseil skifter behændigt mellem det sjove og det mere alvorlige. Hun er både charmerende og provokerende og man fornemmer med fuldstændig tydelighed den livsglade, men også sårbare kvinde, der har fået et ordentligt tilbageslag. Det er morsomt, når Louise udtænker en hævnakt, der går ud på at tage en gruppe venner med til et arrangement som gerningsmanden er til og sætte alle til at give ham fuckfinger hele aftenen. Det knuger i maven når hun tømmer sit hjerte for ord hun gerne ville sige til ham, til en tom stol.

I den mere lyriske afdeling, der både byder på et recitativ og en sang, kommer vi poetisk under huden på Bindseil. Formuleringer som: “I mit hjerte står tiden stille”, og : “Jeg fletter sorgen ud af sindet”, er så fine og beskrivende for en følelse som jeg tror vil være mange bekendt.

At stille sig op på en scene og fortælle en historie der er så personlig, viser mod og karakterstyrke af en anden verden. Det er helt tydeligt, at der en generel tørst efter at høre disse historier i vores samfund. At forstå og blive klogere. Det er også tydeligt, at forestillingen måske er kulminationen på Bindseils egen bearbejdelse af traumet, men det gør sådan set ikke noget, for der er en meget fin balance, der på en gang er selvironisk, morsom og fuldstændig frygtindgydende. At hun selv har skrevet teksten, er omend endnu mere imponerende. Det er er en kraftpræstation fra Bindseils side og jeg kan ikke andet end at istemme det højlydte bifald, der tilfalder hende da lyset går ud.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Hvis du skal nå at se forestillingen, skal du være hurtig, for den spiller kun ugen ud.

Du kan læse mere om forestillingen her.

📸: Gudmund Thai