Don Juan

Jeg er efterhånden bekendt med en del af de kongelige operasangere og bliver også mere fortrolig med scenekunstformen. Som skrevet tidligere, er opera den scenekunstform, jeg er mindst fortrolig med. Tidligere på sæsonen har jeg set La Boheme og Tosca – begge skrevet af Puccini. I aften skal jeg se: “Don Juan” af Mozart. En helt anden slags musik, fra en ganske anden tid end de førnævnte.

På forsiden af programmet hiver Don Juan skjorten af og under står hans navn. Man får mindelser om det ikoniske S under Clark Kents skjorte. Don Juan tager temmelig tit tøjet af. Han er nemlig en vaskeægte kvindebedårer (eller krænker?) og de svimlende høje erobringstal remses op, så det er svært at tro, at det virkelig kan være sandt. Hvis han ikke har reddet sig en kønssygdom eller to undervejs, vil jeg være overrasket. Men hvem ved, Don Juan har overnaturlige tendenser, så måske den slags ikke rammer ham Historien kompliceres af en tidligere erobring, et mord og en nyslået brud. Men Don Juan kan, med sin tvangsprægede adfærd, ikke dy sig for at forsøge at erobre alle kvinder. At være tro mod én kvinde er det samme som at være utro mod alle andre.

I John Fulljames iscenesættelse foregår Don Juan i moderne tid på et hotel, der giver plads til de mange handlinger, der fletter sig ind og ud imellem hinanden. Der er en konstant vekslen mellem det private og det offentlige. Selv da Donna Annas far, kommandanten, slås ihjel af Don Juan, kommer hotelmedarbejderne blot hastigt og rydder op, så det ikke generer de andre gæster. Ingen handlinger har konsekvenser, for alt bliver konstant ryddet til side. Klar til at starte forfra. Klar til at skabe rum til en ny handling. Don Juan skabes i det plastiske møde med sine erobringer. Kun i mødet eksisterer han og måske derfor den afledte tvangsprægede adfærd.

Fraset en uhyrlig trafik af publikummer ind og ud af salen efter forestillingen er startet, er det en fornøjelse at høre Mozarts meget melodiske musik. Donna Anna synges med en skøn fløjlsblød rundhed i toppen af Clara Cecilie Thomsen, hvorimod Sine Bundgaard som den frustrerede Donna Elvira, er mere skinger. En fin kontrast, der også giver ekstra sjæl til karaktererne.

Især i 2. akt overgår forestillingen til at være en regelret forvekslingskomedie, med et overnaturligt islæt. Desværre for handlingen, er der bøvl med de skærme som skal udgøre indblikket i hotelværelserne og derfor ser vi konstant navnet “Christine” blinke til os. Det forstyrrer meget og da Don Juan til sidst bliver opslugt af helvedes flammer, hentet af kommandanten, som han slog ihjel i starten af forestillingen, er det en lidt sær fornemmelse jeg sidder tilbage med. John Fulljames allersidste twist antyder det, som vi alle ved er korrekt. Uanset hvor meget vi italesætter krænkelser og putter hashtags foran ord, vil der altid være en ny klar i kulissen til at fortsætte hvor den tidligere Don Juan slap. Helvede kan opsluge ham, men samtidig spyttes en ny af samme slags ud. Fint twist.

Don Juan er især seværdig for den melodiske musik og de mange flotte sangpræstationer. Og så er den på sine steder decideret morsom. Forestillingen bliver dog især forstyrret af teknik, der ikke virker og af tankeløst publikum, der den ene gang efter den anden skal ind og ud under forestillingen. Der er endog stort potentiale, men forestillingen kommer desværre ikke helt i mål med at levere det man klart fornemmer den indeholder.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Don Juan her.

📸: Camilla Winther