Det er mere end 6 år siden jeg sidst var i Cirkus Summarum. Dengang var det med min søn, der nu er 10 og i denne omgang har jeg min 6-årige datter med i hånden. Vi har hørt musikken fra tidligere års forestillinger til ukendelighed og forventningen og glæden er ikke ubetydelig på premiereaftenen. Det spørgsmål, der rumsterer mest i hendes hjerne, er: “Findes de i virkeligheden, mor?”. Og det får hun nagelfast svar på i løbet af aftenen. Som andre år, er her alt hvad hjertet begærer af legemuligheder på cirkuspladsen, der åbner 2 timer før forestillingen. Man kan købe mad, hoppe i hoppeborg, lave yoga og meget andet. Pladsen syder af god stemning og gedigen forventning. Over højttalerne...

Selvom det er helt vindstille i Nyhavn, ligger den store ombyggede husbåd, Café Liva, alligevel og duver blidt ved molen, denne aften i juni. Ombord spilles: “Nyhavnsrevyen” med Jacob Morild som primus motor. Café Liva promoverer sig selv som et cabaretteater og nu ser denne ægte københavnerrevy altså dagens lys. Den ganske lille scene, placeret i bugen af båden, er hyggelig og restaurantindretningen med langborde, gør det nærmest umuligt ikke at falde i småsnak med dem, man er placeret sammen med. Latteren slippes hurtigt løs, for Jacob Morild, der har skrevet langt de fleste af revyens tekster, er en knivskarp og præcis observatør af tidens samfundsstrømninger og formår at fabulere over dem på en måde, der sætter sig i lattermusklerne....

Det er altid en fornøjelse at se afgangsforestillingerne fra de danske scenekunstskoler og derfor glæder jeg mig også, da jeg sætter mig i sædet på Mungo Park i Allerød, for at se: ‘Hvem slog min far ihjel?’, instrueret af Sullivan Lloyd Nordrum. Det er Sullivans afgangsforestilling fra den relativt nye masteruddannelse og forestillingen gæstespillede på Mungo Park i sidste uge. Forestillingen er skabt på baggrund af Edouard Louis’ bog af samme navn og spørgsmålet er retorisk, for svaret er kompliceret og mangefacetteret. Historien om den lille dreng, der ikke får den anerkendelse fra sin far, han sådan higer efter, men også historien om samfundssvigt, forsoning og forståelse. Alene på scenen står Evrim Benli. Med en meget fin og præcis gestik,...

Skuespillerskolen Ophelia, har efterhånden etableret sig som en solid uddannelse og et alternativ til de statsstøttede skoler. Derfor er det interessant også at følge deres afgangsforestillinger. ‘Anonyme Ofre’ er afgangsholdet 2023’s elevforestilling i år. 8 unge mødes en gang om ugen til en gruppeterapisession. De er alle ofre. Det er ikke helt klart præcist for hvad, men de er det på hver deres måde. Dynamikken ændrer sig dog en dag, da en ny deltager dukker op og har lidt andre forventninger til gruppen end dem, der bliver opfyldt. I midten af lokalet er placeret 10 stole i en cirkel, nøjagtig som forventet til sådan en gruppe. Publikum sidder langs væggene på tribuner. Lyset er dæmpet, så dæmpet at det er...

Hvem bestemmer hvad sandheden er? Er det den der fortæller historien, dem der hører den, eller dem der fortælles om? Hvis empati er den vigtigste egenskab hos mennesket, er der så frit slag på følelsesbarometeret, når vi skal høre fra verdens brændpunkter? Og har vi overhovedet behov for at høre sandheden? Ovenstående spørgsmål diskuterer min ledsager og jeg livligt, da vi forlader Teater V, hvor Mungo Parks: ‘Spejlmanden’ spiller i et par dage. Det gør vi, fordi forestillingen i den grad tager røven på os og sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi selv påvirker vores omgivelser og ved, hvis sandhed der er den rigtige og om den overhovedet er vigtig? Historien er sådan set sandfærdig nok – den tyske, prisbelønnede journalist...