ANONYME OFRE

Skuespillerskolen Ophelia, har efterhånden etableret sig som en solid uddannelse og et alternativ til de statsstøttede skoler. Derfor er det interessant også at følge deres afgangsforestillinger.

‘Anonyme Ofre’ er afgangsholdet 2023’s elevforestilling i år. 8 unge mødes en gang om ugen til en gruppeterapisession. De er alle ofre. Det er ikke helt klart præcist for hvad, men de er det på hver deres måde. Dynamikken ændrer sig dog en dag, da en ny deltager dukker op og har lidt andre forventninger til gruppen end dem, der bliver opfyldt.

I midten af lokalet er placeret 10 stole i en cirkel, nøjagtig som forventet til sådan en gruppe. Publikum sidder langs væggene på tribuner. Lyset er dæmpet, så dæmpet at det er svært at se skuespillernes ansigter. Ikke som jeg ville forvente i et institutionelt terapilokale. Deltagerne i gruppesessionen kommer på scenen en efter en. De har hver deres personlighed og hver deres offerrolle. En er paranoid, end anden hemmeligt transseksuel, en tør ikke rigtig stå op for sig selv, en har en traumatiseret barndom. (En karakter der minder meget om karakteren “Kady” fra tvserien: “The Magicians”. Hun ligner hende endda – helt ned til frisuren) Fælles for dem alle er, at de identificerer sig med offerrollen. Da deres terapeut ikke dukker op, tager de terapisessionen i egen hånd. “Hej jeg hedder … og jeg er et offer”, nøjagtigt som man kender det fra mange andre af den slags grupper. Uden styring stikker sessionen dog lidt af og alle deltagere er udfordrede,

Ophelias rektor, Carsten Kressner, har selv instrueret de 8 skuespilleraspiranter. Det går for det meste af tiden nogenlunde, dog med visse tekniske nedbrud undervejs, der gør det hele lidt forvirrende. Igennem forestillingen afsløres karakterernes indre liv, mens en rød lampe lyser mareridtsagtigt over dem. Her ser vi f.eks. den lidt forknyttte og klimaangste kvinde, der endelig tør stille sig op og påberåbe sig verdens opmærksomhed. Den altid søde pige, fyldt med latent aggression, den ptsd ramte soldat i sit flashback. Danseoptrinnet med den transkønnede kvinde, der endnu har sin mandekrop, er skønt, men forudsigeligt. Desværre virker den røde lampe ikke hele tiden og derfor er det undervejs forvirrende, når vi bliver i tvivl, om vi er i drømmeverdenen eller den rigtige verden. Brugen af den ikoniske musik fra Carmina Burana får det hele til at fremstå lidt komisk.

De kæmper fint med det de har, skuespillerne, men det er ikke helt nok til for alvor at engagere publikum. I det hele taget har jeg lidt svært ved at finde ud af hvad formålet med forestillingen er, andet end at give skuespillerne nogenlunde lige meget spilletid, hvilket de da også får. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det mest er satire over gruppeterapi, en skarp kommentar til den noget ukonstruktive offerrolle, eller om der er et reelt formål og budskab med forestillingen? Hvorom alting er, glæder jeg mig til at møde de snart uddannede skuespillere på scenerne i Danmark.

⭐️⭐️⭐️

Læs mere om skuespillerskolen Ophelia her.