24 MULIGE AFGRUNDE

Jeg har en forkærlighed for teaterrum, der giver noget tilbage til forestillingen. Østre Gasværk, Basement og Østre Kapel, hvor jeg skal se forestillingen: “24 MULIGE AFGRUNDE”. Og nej, det er ikke en julekalender – men en dystopisk rejse igennem 24 punkter, 24 timer, 24 nedslag i en verden med en pågående afvikling af mennesket og udvikling af det digitale samfund.

Og som sagt giver rummet i Østre Kapel en hel del til forestillingen. I denne omgang vender publikumsrækkerne mod den store indgangsdør, mod balkonen. Det føles lidt som om vi er i kirke, måske til et requiem?

Visuelt skabes stærke billeder helt fra start. Kobberplader hænger ned fra loftet i lange snore. De er i sig selv flotte og giver en stringens til rummet, men snart begynder de at lave bankelyde. Rytmiske bankelyde, der det ene øjeblik lyder som regn, det næste giver akkompagnement til ensemblet. Det er en genial sammensmeltning af scenografi og musik, som henholdsvis scenograf Allan Frausing og komponist Adi Zukanovic står for. Publikum, der mest består af gymnasieelever denne aften, lader sig let skræmme af det ladede rum og hopper ved den mindste lyd.

Jeg kan især godt lide diversiteten i ensemblet og den måde de trods alt agerer homogent på. Operasanger Bodil Øland ligger et stærkt vokalt bidrag, der løfter hele forestillingen, uden det bliver for voldsomt. Nikolaj Nørlund giver en særlig inderlighed og Maria Carmen Lindegaard er intens som altid, dog heldigvis uden at det kammer over. Martin Gæbe kan lidt af hvert, blandt andet danse med ledninger, så alt bliver viklet ind i og sammen med hinanden. De danner smukke lydcollager i tilsvarende vokalarrangementer, når de står tæt, viklet ind i ledninger, eller i hver sin ende af rummet.

I 24 montager præsenteres det håbløse væsen, der er mennesket. Håbløst, i hvert fald i denne forestilling. De laver underlige fagter, vikler sig ind i ledninger som om de var forbundet til hinanden og i en særdeles mærkværdig montage indeholdende UV lys hvor min notesbog lyser op som forgiftet regn, kaster Lindegaard nærmest op med selvlysende vand – men hvorfor? Mange andre optrin giver ikke for alvor mening og det samme greb med uendelige gentagelser bliver, ja, gentaget alt for mange gange.

I det hele taget er det svært at finde ud af hvad Sydhavn Teater egentlig vil os med denne forestilling. Visuelt overdådig flot med billeddannelser som er originale og vedkommende, men hvad er deres ærinde? Hvad er grundsubstansen? Der tilbydes intet oprør, eller udvej, alt virker helt håbløst og allerede efter montage 4, begynder jeg at tænke, at der er rigtig langt til 24, hvis de fortsætter i samme fodslæbende tempo. Tematikken er til den fortærskede side og jeg ser absolut ingen nye vinkler på et emne vi har debatteret i mange år efterhånden.

Da forestillingen endelig – endelig lakker mod enden og bryder den 4. væg, er det lidt en befrielse. Jeg er ikke meget klogere eller oplyst eller provokeret, end da jeg kom. Til gengæld nyder jeg den flotte lyskunst og stjernehimlen. Og det kan også noget, som man siger. Men jeg ville hellere have være imponeret af en forestilling, der ellers har meget potentiale.

⭐️⭐️⭐️

Læs mere om 24 mulige afgrunde og Sydhavn Teater her.

📸:Malik Grosos