Åbent Hus

Sommer i Tyrol

“I sommersol ved Den Hvide Hest, hvor alperoserner gror….” Jeg har sunget med på denne sang mange gange i min barndom og set filmen tilsvarende. Den var et hit. Jeg så forestillingen: “Sommer i Tyrol” sidste år under nogle lidt forstyrrede omstændigheder, hvor et barn (mit) blandt andet måtte ekspederes hjem i pausen. Det blev dog ikke så glædeligt et gensyn som jeg havde håbet, for Folketeatrets forestilling ligger meget langt fra filmens univers og hvis man elsker filmen, så tror jeg man skal se den en ekstra gang, istedet for at gå i teatret.

Handlingen er som den plejer. På hotellet “Den hvide Hest” i de Østrigske alper, regerer den skrappe Josepha som overkellneren Leopold er forelsket i. Josepha har dog et godt øje til gæsten Sigismund Sülzheimer, der i sin tur bare gerne vil i kanen med sin konkurrents datter Clara, der læsper og derfor nærmest ikke kan få “Sigismund Sülzheimer fra Düsseldorf” over sine læber. Oveni det hele kommer en kejser og en disput over undertøj. Og det hele ender på en måde lykkeligt.

Der er ellers ikke noget i vejen med ensemblet i denne forestilling, der tæller Mathias Flint som Leopold og et gensyn med Meike Bahnsen, Søren Hauch-Fausbøll, Troels Malling, Karsten Jansfort og Kristine Yde med flere. Det er en fornøjelse at holde øje med Søren Hauch-Fausbøll som han trisser rundt og baggrundsspiller. Kristine Yde er en vidunderlig læspende Clara, mens Meike Bahnsen er underligt hård og mangler den charme som Susse Wold trods alt havde i samme rolle. Det er ganske enkelt svært at forstå hvorfor Leopold er interesseret i hende. Mathias Flint spiller en lidt mere sørgmodig Leopold, der giver god dybde. Til gengæld kniber det lidt med sangstemmen, der er lige til den anstrengte side, i kærlighedspotpourriet i starten af 2. akt.

Der er egentlig masser af fin humor på den slapstickagtige måde og adskillige morsomme passager. Det er underholdende nok. Jeg griner flere steder. Så hvorfor føler jeg alligevel, at det var en skuffelse? Jeg har flere forbehold. For det første forstår jeg slet ikke scenografien, begået af Sisse Gerd Jørgensen. Den er underligt skrabet og ligner et par krydsfinérplader, der lige er klampet op. Meget langt fra et tyrolerhotel, som jeg har oplevet dem i mit liv og MEGET langt fra filmen. Er det fordi Folketeatret ikke har råd til at male dem? Det er i hvert fald et trist syn der møder en, når man sætter sig i salen. Man tænker, at nu må den rigtige scenografi da snart komme. Og hvorfor er al musikken akkompagneret af et stueorgel? Jeg forstår det ikke. Selvom musikken stadig er god og man kan synge med på alle hitsene, (og de er der allesammen) bliver der noget lidt karikeret og hånligt over stueorglet. Mathias Flint leverer forestillingens måske mest underholdende nummer i starten af 2. akt, hvor han i forsmået tilstand synger et potpurri af ulykkelige kærlighedssange.

Hvad Rolf Heim vil med denne forestilling er mig en gåde og jeg vil anbefale at undlade at se den, hvis du elsker filmen. Er du til slapstick og stueorgel og nøgne scenografier er det til gengæld formentlig noget for dig. Folkekomedien Sommer i Tyrol bliver i Folketeatrets udgave hverken særlig folkelig eller særlig sjov og det er skuffende, når man nu lige var i humør til netop det.

⭐️⭐️⭐️

📸: Gudmund Thai

Læs mere om Folketeatert og Sommer i Tyrol her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Åbent Hus