Quality Cattle

Pretty Woman – The Musical

Det er en trend at lave film om til musicals i disse år. Der har været mere eller mindre vellykkede forestillinger og på papiret lyder det fedt at lægge Pretty Woman i slipstrømmen – musik af Bryan Adams og Roy Orbison og den ikoniske historie om businessmanden og den prostituerede, der på mærkværdig vis redder hinanden og får den store kærlighed oveni den brede 90´erhat. Den klassiske prinsessedrøm, der går i opfyldelse.

Der er selvfølgelig åbenlyse faldgruber. Tiden er en anden end i 1990, hvor filmen med Julia Roberts Og Richard Gere i hovedrollerne, fik premiere. Det faktum, at hun er prostitueret, er nok til at få enhver til at gå i metoo svingninger, men på den anden side tales der i disse år meget om at legalisere sexarbejde. Jeg har en ben i begge lejre og er ikke helt afklaret med hvordan jeg egentlig mener den drejning burde håndteres. Forestillingen selv forholder sig helt passivt til problemstillingen.

Der er ikke mange kommaer der adskiller sig fra filmen i denne opsætning. Selv kropssproget er mere eller mindre plagieret. De ikoniske scener, som vi alle kender replikkerne fra, er oversat til dansk. Flere steder er oversættelsen lidt kluntet, særligt i de helt store øjeblikke. Vivian, her spillet af Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, taler et syngende jysk, der danser på kanten af det forcerede. Det er Lybæk-Hansens første store rolle og hun gør alt hvad hun kan for at bære den, blandt andet med en flot sangstemme med et skønt twang, der dog ikke kan løfte den ensartede musik. Edward, spillet af ellers dygtige Tomas Ambt Kofod, forbliver en flad karakter, som jeg har svært ved at mærke. Ingen af de to hovedroller opnår, at gøre rollerne til deres egne og ingen af dem opnår samme charme som i filmen og dermed bliver deres fælles kemi fraværende.

Benjamin La Cour har i vanlig sikker stil skabt en formidabel scenografi med et væld af LED skærme, der kan få hele rum til at snurre og en drejescene der bruges hyppigt og opfindsomt. Jeg ser gerne en forestilling blot for at opleve hans scenografi, der altid er interessant.

Tre medvirkende gør særligt indtryk. Dels Troels Lyby, der udfylder en slags fortællerfunktion i et væld af roller, fra hotelmanager, til kjolesælger med store briller og gylden paryk, til gadealfons til billetkontrollør. Han er skøn i det hele og står for mange af aftenens helt store grin. En anden, der bringer latteren frem igen og igen, er Christian Collenburg, der i denne forestilling demonstrerer sine solide komiske talenter udi den fysiske afdeling og han pådrager sig opmærksomhed uanset hvornår han er på scenen. Også Isabel Schwartsbach er vidunderlig, med sin flotte sopran som operadiva i La Traviata, men også når hun vælter rundt på scenen som en paranoid junkie.

Der ER mange gode ting i forestillingen. Den er på sine steder morsom, velsunget og visuelt flot. Men karaktererne når aldrig ud over scenekanten og jeg mærker simpelthen ikke, at de har noget på spil og slet ikke hvad det eventuelt er. Historien er flad, karaktererne er flade og musikken er forglemmelig. Instruktør Heinrich Christensen når ikke i mål med at gøre forestillingen til sin egen og selvom der er mange gode delelementer, går jeg fra salen med en følelse af, at jeg hellere ville have set filmen en gang mere.

⭐⭐⭐

Læs mere om Pretty Woman – The Musical og Lion musicals her.

📸: Morten Rygaard

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Quality Cattle