Giant Steps. Balanchine – Elo – Lander

Giant Steps er et ballekoncept som Den Kongelige Ballet har kørt med i nogle år og som består af en aften med tre mindre værker. Temaet kan være nulevende koreografer, store mestre, eller andet. I denne omgang præsenterer balletten to værker koreograferet af gamle mestre, mens ét er helt nykoreograferet. Aftenen starter med Balanchines Serenade med musik af Tjajkovskij. Kun strygerne indfinder sig på pladserne i orkestergraven og de spiller Tjajkovskijs smukke musik med violinernes konstante underlæggende bevægelse. På scenen bevæger danserne sig yndefuldt rundt, klædt i lyseblå tylkjoler. Smukt udgør de forskellige formationer, indtil de pludselig falder om og håret løsnes. På tværs af scenen ledes Sebastian Pico Haynes af en af de blåkædte ballerinaer. En hånd for øjnene...

En Guide Til En (Lidt) Lysere Fremtid

Alexander Bryld Obaze forvetningsafstemmer som det første i forestillingen: En guide til en lidt lysere fremtid, på Nørrebro Teater. Det står klart fra start, at han og holdet på scenen ikke kan løse verdensproblemerne på 2 timer. “Det her kommer ikke til at ændre på noget. Og når vi går ud herfra, så vil du nok stadig være lidt usikker på om du har nogen fremtid.” Godt så, tænker man. Hvorfor skal vi så overhovedet se forestillingen, tænker man. Det er der alligevel flere gode grunde til. Forestillingens præmis er selvfølgelig, at man synes fremtidsudsigterne er dystre. Det synes vi måske allesammen i en eller anden grad. Det er vel næppe gået nogens næse forbi, at krigen truer, klimaet går...

Askepot- The Musical

Det er ingen hemmelighed, at jeg tidligere har kritiseret Lion Musicals (og flere af de andre store kommercielle kompagnier), for at mangle ambitioner på dansk musicals vegne. Den kritik vil jeg nu, helt officielt, tage tilbage, for med musicalen Askepot, melder Lion Musicals sig ind i klubben af dem, der tør. Dem der tør tænke nyt, prøve nyt, og dermed også løbe risikoen for at fejle. Men de fejler langt fra denne gang. Hvilket storartet resultat der er kommet ud af anstrengelserne. Askepot – The Musical har længe været slået stort op, og de små musikbidder der var tilgængelige, har både jeg og min 8-årige ledsager, lyttet grundigt og virkelig mange gange til. Da albummet med musik fra forestillingen kom...

No Regrets

“Jeg skal spille imorgen!” Sætningen, er kendetegnende for Stig Tøfting og hans mindset i forestillingen No Regrets. Den er baseret på hans selvbiografi fra 2005 og det er blevet til et intenst stykke teater, der fortæller historien om en mand, der både har overlevet barske livsvilkår, men ovenikøbet også har formået at blive en særdeles succesfuld forboldspiller, på trods af et voldsomt og eksplosivt temperament, der også førte til flere voldsdomme. Jeg ved ikke meget om Tøffe på forhånd. Der er vist noget med noget vold, er der ikke? Og forældrene? Hvad skete der med dem? I forestillingen er det centrale traume om forældrenes tragiske død, gemt helt til sidst. Og her er vi som publikum klar til at modtage historien...

Madame Butterfly

Det er smukt at bevidne publikums koncentration, selv på 3. balkon, hvor jeg fredag aften sidder for at se Puccinis tragedie Madame Butterfly. Heroppe under loftet kondenseres følelserne, de kondenseres helt ind i mine øjne og manifesteres som tårer ned af mine kinder. At det er Puccini vi ser, fornægter sig ikke. Her er store følelser på spil, ledsaget af melodisk og smukt orkestreret musik, der ikke kun taler til forstanden, men direkte til sjælen. Historien om den japanske geisha Cio-Cio-San, der sælger sig i ægteskab til den amerikanske soldat B.F. Pinkerton, der på sin side gifter sig med hende mest for underholdnings skyld og som kan opsige kontrakten med en måneds varsel, bliver idag mere end en god historie....