Nøddeknækkeren, Det Kongelige Teater

Nøddeknækkeren – Det Kongelige Teater. Spiller til 22/12 – 2019

For mange er det en tradition, tror jeg. George Balanchines ”Nøddeknækkeren på Det Kongelige Teater. For mig er det første gang jeg ser den, omend jeg opdager undervejs, at jeg til fulde kender Tjajkoviskijs vidunderlige musik som er overalt i december måned. Denne aften er jeg alene i teatret og kort inden forestillingen går igang kommer en kvinde, der tydeligvis også er alene i teatret, og sætter sig ved siden af mig. Hende vender vi tilbage til.

Balletten er skøn, fordi hele den kongelige ballet er med. Naturligvis de professionelle, men også hele balletskolen fra de yngste, der i anden akt futter rundt på scenen i små engle-papir kostumer, til aspiranterne, der er lige ved at være færdiguddannede. Og balletten er børnenes ballet. Særligt i første akt, hvor børnene bærer historien. Der er julefest. Pigen Marie får en nøddeknækker, i skikkelse af en soldat, i gave af sin mystiske onkel, der med højt hår og høj kappeføring klart lader os vide, at han ikke er som andre onkler  Marie falder i søvn på sofaen med nøddeknækkeren i favnen og op åbner der sig en fantasiverden af rottekonger, sukkerfeer, dugdråber, snefnug og meget mere.

 

Marie besejrer rottekongen ved at smide en sko efter ham, og som tak belønner sukkerfeen med et sandt overflødighedshorn af dans, der her i anden akt primært bæres af de professionelle dansere. Og her kommer vi så til kvinden, der sidder ved siden af mig. Da sukkerfeen kommer på scenen – denne aften danset af Emma Riis-Kofoed – vender kvinden sig om mod mig og hvisker begejstret til mig : “Det er min datter! ” Stoltheden er ikke til at tage fejl af og den varmer mig i den grad om hjertet.

Forestillingen skal accepteres for det, den er. En klassiker og også en koncept forestilling, der i Balanchines udgave ikke ændrer sig meget fra opsætning til opsætning. Men det skal den nok heller ikke. Scenografien er fin og funktionel uden de store dikkedarer. Bedst fungerer sengen, der kører rundt af sig selv på scenen.  Også de dansende snefnug er smukke at se på. Musikken er vidunderlig og julestemningen fylder det gamle teater op. Hvis du ikke kan lide ballet, kan du lukke øjnene og lytte til musikken – det er pengene værd i sig selv.

Jeg vil anbefale forestillingen til alle der kan lide ballet og klassisk musik. Og så vil jeg anbefale forestillingen til alle, der trænger til en ekstra knivspids julestemning denne december.