The Book of Mormon, eu tour 2019

Wallmans cirkusbygningen – jul 2019.

Foto: Wallmanns cirkusbygningens facebook profil

 

Jeg var så heldig i år at blive inviteret til julefrokost på Wallmans i cirkusbygningen i København. Jeg har længe gerne villet opleve det og derfor røg det da også straks på min liste over ting, jeg skulle anmelde. Det var således både i socialt øjemed og med anmelderbriller på, at jeg denne fredag aften indfandt mig i cirkusbygningen i København.

Det er mange år siden jeg sidst var i cirkusbygningen og derfor var gensynet desto mere nostalgisk. Pianisten i foyeren – og de flasker champagne der ventede på os bidrog til at den festlige stemning indfandt sig nærmest øjeblikkeligt.

På plads i salen bød vores vært – Peggy Sued (ja – sådan staves det!) os velkommen fra den store scene og her skortede det ikke på underlivsjokes og plat humor. Opfordringen til at vifte med de hvide servietter over hovedet blev ivrigt fulgt rundt om i salen. Dog var der ikke en ekstra ”vifte” serviet, hvilket betød, at vi viftede med de servietter vi også brugte til at tørre os om munden med. Dette satte lidt en dæmper på et ellers fint gimmick ved vores bord, hvor gæsterne var læger, sygeplejersker, lægesekretærer og medicinstuderende.  Herefter begyndte showet, mens vi fik serveret forretten og efterfølgende bød en lind strøm af forskellige numre sig til henover aftenen.

Foto: Wallmans facebookside

Konceptet indeholder primært sang, musik og dans, tilsat en knivspids magi og to akrobater, der for mig var aftenens højdepunkt. Cirkusbygningens rum indbyder til at tænke anderledes og underholdningen foregik omkring os og også over os på en wire, hvorfra artisterne kunne optræde suspenderet over vores hoveder.

Maden og alkoholen (!) blev serveret i en lind strøm, desværre var det svært at se hvad vi egentlig spiste, for der var ikke meget lys ved bordene, men alting smagte godt og jeg var ikke syg af madforgiftning næste dag – to tegn på at der var en vis kvalitet i maden.

Foto: Wallmans facebookside

Det er i den grad pop-kultur og der er tænkt i ekstravaganza. Showet er et overflødighedshorn, til tider næsten for meget. Der mangler ikke noget. Til gengæld synes jeg at det blev for meget koncert og for lidt dinner. Den britiske Abigail Collins der agerer den amerikansk talende Peggy Sued, blev jeg meget hurtigt træt af. Det var alt for meget underliv og allerlaveste fællesnævner. Det var simpelthen bare ikke sjovt – og det er ærgerligt, for hun udgjorde en stor del af de non-musikalske indslag, som måske ellers kunne have været brugt på noget lidt mere interessant.

Til gengæld imponerede de to akrobater Philippe Renaud og Shannon Maguire. Først med nummeret, hvor de performede i en kæmpemæssig ring og senere i de to lampeformede swaypoles, som ganske enkelt gjorde mig helt åndeløs af benovelse over deres evner og dygtighed. Bravo for dem.

Foto: Wallmans facebookside

Jeg havde en god oplevelse på Wallmans og kunne sagtens finde på at komme igen i det nye år, måske når min mand og jeg har bryllupsdag. Man kan og skal måske heller ikke, forvente at blive udfordret på samme måde som man kan andre steder i teaterlivet, men jeg garanterer, at man går gladere hjem, end da man ankom. På den måde har Wallmans jo sådan set opfyldt sit slogan – der netop er: Leave Happier!

Foto: Wallmans facebookside

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

The Book of Mormon, eu tour 2019