I støvet fra regnen

I støvet fra regnen – teater GROB. Spiller til 31/1 – 2020

Teater Grobs foyer er lille og trang. Stemningen er spændt. Jeg fornemmer at nogle har set denne
forestilling før. Vi går henover scenen på vej ind i salen. Scenografien er ultra realistisk. Det er en
bodegastue med et stort billard bord i midten. Det kradser lidt i halsen pga røg. En gammel jukebox i
hjørnet og lamper der blinker hjælpeløst i et nødråb på at få skiftet pære.

Ind på scenen træder en mand med et par øl. Hans telefon ringer – det er kæresten ringer, hun er lidt
utilfreds, der kommer jo bagedysten, men han får gydet olie på vandene med sukkersød stemme. En anden mand træder ind på scenen. De kender hinanden. Gamle soldaterkammerater, der har været udsendt sammen. Den ene sprog- officer, den anden delingsfører. De har ikke snakket sammen i mange år, så hvorfor nu?

Og her ligger en dramatisk perle, for først til allersidst finder vi ud af hvorfor sprog- officeren Lassen har kontaktet sin gamle delingsfører Quist. I mellemtiden udspiller der sig en barsk fortælling, for de to mænd har en dyster historie sammen, der har påvirket dem på hver sin måde.

”Jeg duer ikke til andet end krig.” siger Quist og jeg tror på ham, for Paw Henriksen spiller ham med en
ulmende latent vrede, der gør teaterrummet ubehageligt at være i.  Sprog-officeren Lassen har arbejdet med sine traumer, men har svært ved at komme videre. Han bærer rundt på en konstant påmindelse om en frygtelig ulykke, i form af et kunstigt ben. Benet er ikke det eneste han bærer rundt på, for han har flashbacks, der udløses af snak om krigen og af hård rock, som bragede ud fra krigskøretøjerne under
patruljekørsel.

Martin Hestbæk spiller sine flashbckes med en troværdighed, så jeg ikke kan kende forskel
på det der foregår på scenen og det jeg som læge har oplevet i psykiatrien hos patienter med PTSD.
De to skuespillere er fantastiske i denne forestilling. De danser om hinanden og veksler mellem
venskabelige grovkornetheder for straks efter at lange ud efter den anden med slag langt, langt under bæltestedet.

Og dette leder mig frem til den virkelige stjerne i denne forestilling. Manuskripet. Teksten er
fuldstændig forrygende og jeg forstå godt hvorfor Magnus Iuel Berg vandt en talent Reumert i 2018 for dette manuskript.

img-4321

Quist kunne godt lide raktterne, de minder lidt om regn, synes han. Og i støvet fra regnen slår det til sidst fatalt klik for Lassen, der i et flashback springer på Quist i et forsøg på at give sine dæmoner fred.

Man sidder tilbage med en bittersød eftersmag. Sød fordi forestillingen virkelig er fremragende – bitter
fordi man også får dårlig samvittighed. Tager vi egentlig ordentligt vare på vores PTSD ramte
krigsveteraner, der bare udførte deres job? Et job der involverer fare for eget liv og at tage andres liv? Er vi egentlig gode nok til at stille vores politikere til ansvar for krige der er startet på usikkert og løst grundlag? Er vi egentlig gode nok til ikke at bebrejde de hjemvendte soldater?

 

Et er sikkert – denne forestilling burde alle politikere i Danmark se. Den er højaktuel og yderst velleveret og noget af det bedste teater jeg har set på GROB til dato. Tak for det!