Mio min Mio

 

Genlyd – spiller på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK) indtil 7/11 – 2020

Jeg kender ikke Akademiet For Utæmmet Kreativitit – aller AFUK, som det kaldes i daglig
tale. Men da jeg træder ind af døren genkender jeg stemningen. Duften. Højden til loftet. Jeg
genkender det fra skoler jeg selv har gået på, dengang jeg troede jeg skulle en helt anden vej end
den jeg er havnet på i dag. Her har kringlede hjerner lov til at udfolde sig, her kan kroppen sno sig
om sig selv som den vil, her kan man udtrykke sig.


Jeg er her i dag for at se ”Genlyd” – en performance om nutidens virkelighedsopfattelse. Om
samfundets normer og om normaliteten overhovedet er til at stole på, når vi konstant filtrerer os selv
gennem lag af digital opgradering.


Da vi kommer ind i salen står der to personer en høj og en lav, i hjørnet med poser over hovedet.
(”Uaks” tænker lægen i mig, ”bare de har styr på det!”) På posen er projiceret to lidt forvrængede
ansigter.

Efter kort tid afsløres en mand og en kvinde, begge med et lidt aparte, ikke klassisk smukt
udseende. Klædt i formelt udseende tøj med prismærkater og begge med en telefon i hånden, tager
de os med i forskellige tableauer.


Ved hjælp af forskønnede filtre på telefonen forvandles den meget høje, lidt overvægtige
kvinde pludselig til et lille nips. Og det ligner hun også, gennem sit filter. Den meget lille mand
filmer til genegæld sig selv nedefra, så han ser større ud end han er og han er, må vi forstå, næsten 2
meter høj og et stort brød i øvrigt. Især en genistreg, da det lille nips ligger makeup med telefonen
som spejl og det digitale filter slår til og fra, så vi dels ser virkeligheden og dels ser fantasien.

En sofa er genstand for dans med digitale apparater. En anden meget lang passage med dans med t-
shirts med portrætter af skuespillerne over hovedet er lidt – sær – og jeg må ærligt tilstå, at jeg
bliver lidt træt undervejs. En monolog til kvindens gamle telefoner er en god idé, men mangler lidt
finesse.

Scenografien består af en lille forhøjning med en sofa på, og en oplyst metalramme, hvor der
både tales og synges fra. Lyden styres fra scenen og lydkulissen

er behagelig over i det lidt kedelige.
Jeg synes egentlig ideen bag denne performance er god, men også lidt fortærsket. Der er
ikke meget nyt at komme efter her. Oplevelsen af at opdage skolen var større end oplevelsen selve
performancen.

Se forestillingen, hvis du er nysgerrig på performance og på at opleve et sted, der emmer af
kreativitet.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mio min Mio