Gør oprør, sagde hun, gør oprør igen.

Der er godt gang i byen på vej til Teater Zeppelin denne aften. Det er som om Københavns festglade mennesker har rykket deres rytme, og nu simpelthen bare starter festerne tidligere. Man kan derfor også møde stangberusede mennesker kl 21 på vej hjem i metroen. Verden er mærkelig i øjeblikket.

Men selvom jeg passerer en større opgangsfest på Valdemarsvej, er det alligevel lidt som at træde ind i en anden form for lomme på Teater Zeppelin. En lomme af store grin og komik og dyb alvor samtidig. På scenen er de 6 nyuddannede skuespillere fra skuespillerskolen Ophelia. De sidder der faktisk allerede da vi kommer ind i salen. Helt undebelyste, bare som konturer. De betragter os, som vi også skal betragte dem om et øjeblik.

Forestillingen består af flere forskellige små vignetter, alle vanvittigt morsomme, alle vanvittigt alvorlige. Alice Birch har skrevet en forrygende tekst om vores samtid, seksualitet, værdipolitik og kampen for at eksistere i et meningsfuldt liv i en verden, der gerne vil bygge bjerge, men i virkeligheden måske bare er gold og øde.

Undervejs møder vi et par der bare gerne vil have sex, men har lidt svært ved at komme til det for undervejs skal der hele tiden justeres i ord og sprog, så hensynet til den anden er størst mulig. Vi møder kvinden, der gerne vil have en ugentlig fridag fra arbejdet, hvis arbejdsgiver ikke forstår at det kun handler om at hun sådanset bare trænger til at sove lidt mere. Det lesbiske par, der måske gerne vil giftes? Den dybe skuffelse over forældre (i denne passage i øvrigt skønt kønsblindt spillet). Alle passager med stor komik, men under overfladen lurer alvoren, ensomheden og håbløsheden. Størst indtryk gør Nadia Rantzau Hunderups monolog om, hvordan man undgår overgreb. På en stol, stift stirrende ud i luften, fortæller hun om hvordan hun bare gør sig tilgængelig. Konstant. For hvis hun konstant er tilgængelig, kan ingen krænke, ingen såre, ingen forvolde skade. Det er vanvittigt stærkt spillet og hun holder publikum i sin hule hånd.

Skuespillerne spiller tæt og energifyldt og bevæger sig i højt tempo fra den ene scene til den anden, i den helt enkle scenografi. Det er ensemble spil når det er bedst og det er en fornøjelse at opleve. Scenen er en anelse underbelyst og jeg har på flere tidspunkter svært ved at se skuespillerne, hvilket er ærgerligt, for der er virkelig meget at se på.

Generelt vil jeg anbefale at forsøge at fange afgangsforestillingerne, både fra statens teaterskole, men også fra skuespillerskolen Ophelia. Der er tit en helt særlig nerve hos de nyuddannede, og så er det sjovt at se de helt nye skuespillere og følge lidt med i deres karrierer.

Denne forestilling vil jeg især anbefale til den nysgerrige teatergænger, der også interesserer sig for samtidsdramatik med et skarpt svirp og en stærk holdning. God fornøjelse!

Gør oprør, sagde hun, gør oprør igen.

Skuespillerskolen Ophelias afgangshold 2021.

Spillede på Teater Zeppelin.

Du kan læse mere om skuespillerskolen Ophelia her.