Ditte Menneskebarn

ATLANTIS

 

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Atlantis gik sin sejrsgang i 90érne. Først en amatørforestilling på en ungdomsskole i nordsjælland, siden importeret til Østre Gasværk Teater, hvor musicalen fik liv og momentum og fandt plads i mange danskeres hjerte. Den var en kæmpe succes, danmarks første gennemkomponerede musical og ramte lige ned i en tørst efter musicals i tidsånden. Musikken har levet videre siden premieren i 90´erne og den har været opsat som amatørforestilling adskillige gange. Nu kan man i dette efterår opleve ATLANTIS i en kæmpe pragtopsætning i 4 forskellige danske byer, startende i Tivolis koncertsal. Musicalmanden Mikkel Rønnow står, sammen med de tre oprindelige ophavsmænd, bag denne forestilling.

Mit eget forhold til Atlantis er meget personligt. Jeg var ung teenager da den havde premiere og jeg elskede allerede musicals og teater og alt hvad der lugtede af det. Jeg fik albummet med musikken fra Atlantis og jeg vidste med det samme, at det her var noget specielt. Jeg havde dog ikke mulighed for at se forestillinggen, så jeg lyttede og lyttede og lyttede og lyttede. Jeg VAR Adalena. Og albummet gav stemme til alle mine egne håb og længsler og drømme som ung teenager. Jeg har elsket forestillingen lige siden. Den bor i mit hjerte.

Så da Mikkel Rønnow annoncerede Atlantis i Tivolis koncertsal, blev jeg først glad og sidenhen skeptisk. Jeg var bange for at der ville ske skade på noget, der på det nærmeste var helligt for mig. Derfor havde jeg da også nærmest overbevist mig selv om at jeg overhovedet ikke behøvede at se denne udgave – og var jeg egentlig ikke også ved at være lidt træt af Stig Rossen? Men så dumpede et par billetter uventet ned i skødet på mig og så var det meget svært at fastholde beslutningen om ikke at se forestillingen.

Historien, kort fortalt: Hærføreren Jabbador ønsker sig at få magten i Atlantis. Den regerende konge Atlas er dog ikke enig og ønsker at knytte sin datter Adalena med prinsen Sceptor. Adalena har dog allerede forelsket sig i en helt almindelig mand – Silvan. Da Silvan fængsles for at kissemisse med prinsessen, bliver han overtalt til at myrde Atlas. Han fortryder i sidste øjeblik, i stedet træder Jabbador til, men Silvan, der bliver fundet med kniven i hånden, bliver fordrevet fra byen. Adalena ved ikke bedre end at tro, at det virkelig var Silvan, der dræbte hendes far. Jabbador, der tilbeder guden Ba´al-ze-bul, tager magten over riget og Adalena med i sin seng, og snart er Atlantis´ beboere forvandlet til en zombie-lignende flok. I bjergene finder Silvan de fordrevne præster og sammen vender de tilbage for at hævne Atlas.

En gigantisk scenografi med levende vandspejlinger venter i salen og da det 20 mand store og meget velspillende orkester sætter an til overturen og scenografien får liv, får jeg ganske simpelt gåsehud over hele kroppen. Som Adalena står den næsten nyuddannede, men allerede succesombruste Johanne Milland. Hun synger så englene (og undertegnede) græder og hendes overgang fra ung og naiv til sorgplaget og nedbrudt er meget gribende. Og da Adalena og Salene – Silvans mor spillet af formidabelt dygtige Pernille Petterson der spillede den oprindelige Adalena, på et tidspunkt sidder side om side og synger, er cirklen sluttet. Silvan spilles af en velsyngende Thomas Høj Falkenberg, som jeg godt bare kunne blive ved med at lytte til. Det er en fornøjelse at se erfarne Stig Rossen synge og agere som jeg aldrig har set før. Det klæder hans stemme i det lidt lavere register og selvom jeg måske en overgang har været lige på nippet til at blive træt af hans stemme, så cementerer han med denne rolle sin placering som musicalens Grand Old Man i Danmark. Særligt den nye sang ”Se mig”, passer perfekt ind i forestillingen og bidrager også med lidt større forståelse af konflikten der driver historien. I ensemblet skiller altid dygtige Søren Bech-Madsen sig ud (hvornår får den mand en hovedrolle?). Også skønne Kim Hammelsvang laver en fortrinlig (og anderledes!) Zan-Zan – snylteren der helst ikke sætter sig selv i fare. (Hvornår får den mand en hovedrolle?)

Bearbejdningen af musikken er overordentligt vellykket. Væk er de karakteristiske 90´er guitarer og et meget mere afbalanceret score træder frem. Orkestreringen og de nye vokalarrangementer er smukke og kun en enkelt gang lægger jeg mærke til, at solist og orkester bliver lidt væk fra hinanden. I det hele taget har Rønnow musicals og hele castet taget denne forestilling og gjort den til deres egen. Man mærker tydeligt den store respekt og kærlighed til det oprindelige forlæg, der har ledt til denne nye opsætning og min frygt for at noget helleigt kunne blive ødelagt er fuldstændig evaporeret. Der er skabt noget nyt helligt. Det er en fornøjelse at høre sangernes egne fortolkninger af de ikoniske sange og faktisk også virkelig rart, at fraseringerne ligger anderledes end på det, for mig, meget velkendte album. F.eks. er ”Morgen på Atlantis”, som Jonas Rasmussen som præsten Koptos synger, meget anderledes end originalen og det er en fryd, at Rasmussen gør den til sin helt egen sang i sin helt egen rolle.

Atlantis er efterårets must-see musical. Det er en udsøgt opløvelse for musical connaisseurer og for alle andre der elsker teater. Forestillingen fremstår som sin helt egen og med stor respekt for forlægget. Castet triumferer som ekstremt velsyngende, velspillende og i det hele taget på et højt internationalt niveau. Atlantis giver os alt det vi har savnet i de sidste 2 år og mere til. Hvis du ikke allerede har sikret dig en billet, så gør det nu – jeg lover at du ikke vil fortryde det.

Du kan læse mere om Atlantis her.

Fotos: Søren Malmose

Selvbetalt indhold.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ditte Menneskebarn