1001 nat

TIL UNGDOMMEN

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Teenagetiden. En tid hvor det føltes som om man kunne alt og samtidig kunne intet. En tid hvor alt var kæmpestort og lillebitte. En tid hvor følelserne havde frit løb og var svære at kontrollere. En tid hvor man begyndte at finde sit eget fodfæste i verden.

Det er netop disse følelser som Teater V tager fat i med forestillingen: “Til Ungdommen”. Med afsæt i Linn Skåbers bog af samme navn, har Pelle Koppel iscenesat en parade af små monologer, der fletter sig ud og ind af hinanden, med hvert sit fokus. Og med temaet: “Ungdom”, males med en bred pensel over en myriade af problematikker som de fleste teenagere formentlig vil føle sig set og hørt i. De er der, alle historierne som fandtes dengang ligesom nu og som jeg derfor også kan spejle mig i, selvom jeg med mine 38 år ikke præcis udgør målgruppen for denne forestilling.

Forestillingen bæres frem af 5 skuespillere der med dybde og nerve drager os med ind i det komplicerede teenageunivers. Lue Støvelbæk, Malaika Berenth Mosendane, Lukas Toya, Nanna Eide og Thomas Diepeveen skiftes til at stå alene på scenen, men medvirker også i hinandens monologer. På trods af at klokken er 09.30 om formiddagen, og salen er halvfuld, og de teenagere der rent faktisk findes på rækkerne er urolige og vandrer ud og ind, formår skuespillerne alligevel at ramme mig lige midt i sjælen. Lue Støvelbæks skilsmisseramte dreng, der føler sig udenfor og til besvær i moderens nye familie men samtidig længes efter at blive omfavnet og passe ind, rammer mig lige i moderhjertet. Klassefesten hvor drengene pludselig opdager, at pigerne er blevet til kvinder, og strander med deres klistrede kanelsnegl og kop med sodavand, er meget morsom og vækker genklang. Sorgen der træder ind i en sygdomsramt familie, får krop og klaustrofobi af resten af skuespillerne der klæber sig til Thomas Diepeveen, mens ansigtet er forvrænget af en maske. Lukas Toya drømmer om at blive skraldemand, men lever ikke op til fars forventninger. Nanna Eide vil ikke med i sommerhus, men må overgive sig efter at have malet et lidt for grafisk billede af hvad hun vil foretage sig alene derhjemme. Malaika Berenth Mosendane vil bare gerne have at andre i opgangen opdager hvor sjov hendes mor er og ikke antager ting om hende på grund af hendes hudfarve. For nu bare at nævne nogle få.

Scenografien er enkel, men virksom. En væg hvorpå der projiceres billeder og videoklip op. Undervejs benyttes halvmasker under scener hvor karaktererne er lidt ved siden af sig selv. Halvmaskerne gør skuespillernes ansigter en lille smule forvrængede. Nærmest som at se sjælen krænges med indersiden udad. Der er nøgent på scenen, men det betyder ikke så meget, for skuespillerne maler meget klare billeder for os.

Skismaet i overgangen mellem barn og voksen er der masser af materiale at hente i og vi ved allesammen hvad der snakkes om, for vi har prøvet det meste af det selv. Der findes ikke så meget ungdomsteater i Danmark, men denne forestilling er svært vellykket og taler lige til de unge med et sprog og en form, som jeg forestiller mig, kommer meget tæt på en hverdag, de kender godt.

Forestillingen er lige til den lange side og der kunne nok godt have været strammet en anelse op uden at det gjorde noget.

Der er noget utroligt afvæbnende ved at føle sig reflekteret fra en scene. Det er dét teater kan, når det er bedst og præcis dét formår teater V. Det er vedkommende, råt og ærligt, men også humoristisk og fjollet. Stor cadeau til de 5 skuespillere, der formidler det følelsesladede stof på følsom og oprigtig vis. Har du en teenager derhjemme, er du selv teenager eller kan du huske hvordan det var, at være teenager, er det her forestillingen du skal se!

Du kan læse mere om TIL UNGDOMMEN her.

Foto: Martin Høyer

Inviteret/Reklame

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

1001 nat