Fra regnormenes liv

Klassisk taleteater oplever nogle gange lidt trange kår. Årsagen er formentlig multifaktoriel, men en del af forklaringen er i min optik, en generel tendens til at satse på den lidt mere letbenede underholdning. Det skal også have sin plads og har sin berettigelse i den forstand, at det får folk til at gå i teatret, men når først man er blevet bidt og smittet med den skønne teatervirus, skal det være muligt at se noget der vederkvæger sjælen på en anden måde.

Her kunne man f.eks skele til Folketeatret, der med stor succes har spillet “Fra Regnormenes Liv” de seneste par måneder. PO Enquists kammerspil om ægteparret Heiberg og deres ven, eller hvad man nu skal kalde ham, Hans Christian Andersen.

Hun er en speciel kvinde, Johanne Luise Heiberg. Igennem livet har hun været tvunget til at tilpasse sig for at opnå sine mål. Men samtidig har hun betalt med små stykker af sin sjæl og er brændt ud som en ældgammel stjerne, der fortsat lyser. Død indeni, funklende udenpå. Som is, ikke i stand til at føle kærlighed. Alligevel kan hun se lige igennem Andersens forlorne hykleri, når han påstår at hans eventyr ikke er rigtig kunst og at han langt hellere ville skrive skuespil.

De går rundt der, i deres hus. Den afdankede skuespillerinde Johanne Luise Heiberg og den iskolde og emotionelt forkrøblede teaterdirektør og forfatter, Johan Ludvig Heiberg. Totalt fremmedgjorte overfor hinanden. På overfladen velfungerende. Så meget at H.C. Andersen vil skrive en tale til dem: ‘Kærligheden overvinder alt!’ Men under overfladen lurer skuffelsen og traumerne, og der findes ingen ømhed i ægteskabet, kun iskold afstand og passiv aggressivitet. Andersen danser ind som en hund i et spil kegler og får på forunderlig vis fjernet stykker af denne is fra både den ene og den anden Heibergs hjerter.

Det er 4 gedigne og gennemprofessionelle skuespilpræstationer, der kan opleves her. Det er håndværk, der er solidt og Ellen Hillingsøs Fru Heiberg er på én gang viljefast, mandhaftig og sårbar. Og altså i den grad traumatiseret på en måde som ville give momentum til #metoo bølge nr 2-3 stykker. Hun blødes op af en velspillet og flot maskeret Ole Lemmeke, der fysisk ligner H.C. Andersen, som vi alle ser ham for vores indre. Kejtet og alt for meget. Usikker og forfængelig. Og I stand til at skabe de smukkeste historier. Han er som en alt for lille radiator i et iskoldt kæmpestort rum. Banker varme ud, men nok for lidt og for sent. For hvordan skal man åbne op, når man hele livet har pansret sig inde bag en skal?

Det er klassisk taleteater i sin reneste form og det kommer, i Kasper Wiltons instruktion, til at fremstå med en præcision, der er ganske vidunderlig at beskue. Krydret med en særdeles velfungerende og smuk scenografi af Kim Witzel og toppet op med 4 mastodonter indenfor dansk teater: Ellen Hillingsø, Preben Kristensen, Ole Lemmeke og Lisbeth Lundquist.

Jeg kan godt forstå at denne forestilling har spillet for fulde huse for et publikum i alle aldre, for den er et glimrende eksempel på teatrets fortryllende intensitet. Hvis den fortsat spillede, ville jeg anbefale alle at give sig selv den oplevelse, at prøve kræfter med et stykke klassisk taleteater uden alt for mange dikkedarer, men med virkelig bundsolidt og velfungerende håndværk.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Fra regnormenes liv spiller ikke mere.

Læs mere om Folketeatret her.

📸: Gudmund Thai