Jeg kender følelsen godt. Følelsen af at være kørt fast. Ude af stand til at komme videre. Tabt i hverdagsrutiner. Egne drømme og længsler parkeret og efterhånden med et godt lag støv på. Følelsen af, at livet kunne være meget anderledes. Hvis bare man turde. London Toast Theatre spiller i øjeblikket en gæsteforestilling på Teatret ved Sorte Hest, der netop handler om at turde tage livet ved hornene og bryde hverdagens dystymiske trummerum. Shirley Bradshaw lever et kedeligt og sat liv som husmor. Børnene er flyttet hjemmefra og manden er forlængst holdt op med at betragte hende som andet end den person, der sørger for at maden står på bordet klokken 18nuldut. Og det skal være bøf om onsdagen! Hun...

Jeg fortsætter ufortrødent i mit forsøg på at blive bedre til opera og ser i aften endnu en af Puccini, nemlig “Tosca”, der lige nu spiller i operahuset. Historien er, kort ridset op, som følger: Operasangeren Floria Tosca, er kæreste med billedkunsteren Cavaradossi. Den sadistiske politichef Scarpia forelsker sig i Tosca, da han leder efter den politiske flygtning, Angelotti, som Cavaradossi skjuler. Da han ikke kan finde Angelotti, anholder han istedet Cavaradossi og torturerer ham i et forsøg på at finde Angelotti og sekundært at få adgang til Toscas krop. (Metoo anyone?) Alting ender tragisk, de elskende dør på trods af håb om redning, men der er ingen nåde. Tosca er en særdeles gavmild opera, der deler ud af flotte...

De ruller sig i muld og mudder på scenen på Betty Nansen i øjeblikket. I bogstaveligste forstand, for Ida Grarups scenografi til Elisa Kragerups iscenesættelse af Orwells ‘Animal Farm’, består af et råt scenerum fyldt med jord, ledsaget af industrielle lysstofrør i loftet. Vi kan lugte mulden. De forreste rækker har fornøjelsen af lejlighedsvist at blive ramt af den og skuespillerne ruller sig i den i en grad, så jeg forestiller mig, at Betty Nansens afløb fra badene i øjeblikket må være udfordrede. Dyrene overtager magten på den farm hvor de lever og arbejder. De vil noget andet og noget bedre! 4 doktriner opstilles: Alle dyr er lige, ingen dyr må bære tøj, ingen dyr må drikke alkohol og ingen dyr må...

Denne forestilling er endnu en i rækken jeg har set over de seneste år, hvor modige mennesker stiller sig op og fortæller, med en ren og klar stemme, om overgreb der er begået mod dem. Er der virkelig behov for det, kunne man spørge sig selv, og svaret er et klart og rungende JA! For antallet af overgreb i Danmark er alt for stort, og uanset hvor du befinder dig, vil der være mennesker der ved nøjagtig hvad det vil sige. Vi SKAL snakke om det. Snakke om det, så det ikke sker, og så dem der føler sig ensomme og alene med sorgen efter overgrebet, istedet kan føle sig set og hørt. Vi har brug for en kilometerlang distance...

“Rub-a-dub-dub, three men in a tub, and who do you think they be?” Sådan starter børnesangen, der ligger titel til Fergal O’Byrnes nye skuespil iscenesat af That Theatre Company. Og forestillingen handler rent faktisk om 3 mænd, dog ikke i et badekar, men til en årlig genforening. Der er noget der holder dem sammen, selvom de har et kompliceret forhold til hinanden. Den ene af de tre har taget en drastisk beslutning og hermed bliver alting sat på spidsen, for hvad vil det egentlig sige at leve og dø, at være menneskelig eller robot? Ovenstående er forestillingens omdrejningspunkt og oveni det hele er smidt en menneskelignende kunstig intellgens – SiSi, der vender det hele på hovedet, for godtnok er hun...