TOSCA

Jeg fortsætter ufortrødent i mit forsøg på at blive bedre til opera og ser i aften endnu en af Puccini, nemlig “Tosca”, der lige nu spiller i operahuset.

Historien er, kort ridset op, som følger: Operasangeren Floria Tosca, er kæreste med billedkunsteren Cavaradossi. Den sadistiske politichef Scarpia forelsker sig i Tosca, da han leder efter den politiske flygtning, Angelotti, som Cavaradossi skjuler. Da han ikke kan finde Angelotti, anholder han istedet Cavaradossi og torturerer ham i et forsøg på at finde Angelotti og sekundært at få adgang til Toscas krop. (Metoo anyone?) Alting ender tragisk, de elskende dør på trods af håb om redning, men der er ingen nåde.

Tosca er en særdeles gavmild opera, der deler ud af flotte melodier, højspændt dramatik, intense følelser og ikke mindst en virkelig flot scenografi, som er det element jeg er mest begejstret over ved denne opsætning. Karin Betz´s scenografi består af flere bevægelige afdelinger, der kan eleveres og sænkes i alle ender og som kan bevæge sig dynamisk i forhold til hinanden. Sammen med Jesper Kongshaugs flotte lysdesign spiller det hele virkningsfuldt sammen. Man får undervejs i forestillingen mindelser om et hurlumhejhus fra helvede og fornemmelsen af, at scenografien er en afspejling af karakterernes indre liv. Vildt flot. Forestillingen er værd at se udelukkende for at opleve denne funktionelle og elegante scenografi.

Maria Pia Piscitelli synger partiet som Tosca med intensitet og fyrighed og slynger ubesværet de højeste toner helt op til mig på 3. balkon. Som den sadistiske Scarpia synger Sebastian Catana med en indædthed og erklærer at det er bedst, når kvinderne tages med magt. Heldigvis får Tosca ram på ham med en kniv fra hans eget spisebord og han dør med en udånding som enhver operasanger må misunde ham. Man er i hvert fald ikke i tvivl om, at han er død. Niels Jørgen Riis synger Cavaradossi med en fin desperation, særligt i de scener, hvor han er taget til fange og bliver tortureret.

I slutningen af 1. Akt hører vi operakoret sammen med solisterne synge unisont i kirken. Det er kraftfuldt og stemningsfuldt og virkelig, virkelig flot. I det hele taget kommer operakoret til sin ret i denne forestilling, også ledsaget af flere medlemmer af Det Danske Drengekor. Det Danske Drengekor gør sig især bemærket i starten af 3. akt med solist fra Københavns Drengekor Alexander B. Hatini i spidsen.

At forestillingen efterlader en hel del til fantasien hvad angår det tidstypiske, gør mig ikke det mindste. Jeg forstår udemærket hvad der foregår og er ikke i tvivl om hvor vi befinder os. Jeg synes endda at det skærper historien, at der ikke er for meget visuel støj, der skal sorteres fra.

Peter Langdal har instrueret en flot opera, og har skåret ind til kernen af historien. Den smukke musik og den højdramatiske historie, ledsages af en vidunderlig flot scenografi, der forbløffer flere gange. Det er klart en opera jeg godt kunne finde på at se igen og derfor også en god begynderopera. Tilmed ser man udemærket, selv fra 3. balkon, selvom de svimlende højder jeg befinder mig i, gør mig lidt utilpas. Er man nybegynder udi opera eller er man vild med flot visuel scenografi, er det her et godt bud på en forestilling man kan opleve lige nu og som jeg ingenlunde fortrød at jeg brugte knap 3 timer på at se.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Foto: Camilla Winther og Miklos Szabo

Læs mere om Tosca her.