Sandmanden

Kvinde kend din krop


Jeg har ikke læst bogforlægget fra 1975, men jeg kender den af omtale og nu kan man så genopleve den reumertvindende forestilling på Mungo Park i Allerød. Bogen om kvindens krop vakte ramaskrig da den udkom. Siden 2011 har forestillingen spillet on and off i Allerød og det vidner alt andet lige om, at forestillingen kan noget særligt. Men i disse år sker der igen et nybrud i forståelse af køn og i det hele taget af den omgangsform vi har med hinanden, og det sætter forestillingen i et andet lys. For så revolutionerende er det altså ikke længere, at kvinder har kønsbehåring og gerne vil bestemme over deres eget kønsliv.

Kvinde kend din krop har ingen egentlig handling. Istedet er det en Tour de Force igennem kvindens anatomiske og psykiske diversitet. Den formidles af Annette Katzman og Henrik Prip, der i et højt tempo tager os igennem adskillige tableauer, der alle handler om kvindeliv. Vi møder kvinden om dagen, om natten, som gravid, som voldtaget, som fødende, som mor, som gammel, som barn og så videre. Der er rigeligt at tage af og alt er sat i scene med en humor der er befriende, men også som forestillingen skider frem, lidt anstrengende og forceret.

For selvom forestillingen handler om kvinder, så forholder og fastholder den sig stadig til stereotyper. Der er meget få nuancer i forestillingen, og omend det er morsomt at se Henrik Prip agere livmoder, vride sig i vesmerte og spankulere rundt uden en trevl på kroppen, ja så har vi altså set det hele før på andre og mere tankevækkende måder.

Katzman og Prip gør det godt i lyskassescenografien og der er knald på fra start til slut. Katzman smider om sig med de højhælede sko og Prip agerer kommentator og trækker det ene flag efter det andet op af lommen. Forestillingen foregår i et utroligt højt tempo med adskillige hæsblæsende skift undervejs.

Forestillingen: “Kvinde kend din krop”, er lavet i en helt anden tidsånd og kandiderer nok snart til en pensionering. Selvom skuespillerne gør hvad de kan, kan de ikke lave om på, at vores opfattelse af seksualitet er markant anderledes end i 2011, til trods for, at det i grunden ikke er lang tid siden. Men hvorom alting er, er det en morsom og solid forestilling, der egentlig ikke fejler andet, end at den efterhånden er lidt bedaget.

⭐️⭐️⭐️⭐️

📸: Frederikke Z. Vesterskov

Læs mere om “Kvinde kend din krop” her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sandmanden