Ugens Rapport

Der sker noget, der varmt kan anbefales, i skuespilhuset i øjeblikket. Historien om den nu afdøde Kurt Thyboe, chefredaktør på ugens rapport fra 1971-1981, er blevet en vellykket forestilling, der både indkapsler en tid og giver et portræt af et menneske, der var lidt udover det sædvanlige.

Ugens rapport’s blikfang var den nøgne kvinde på forsiden, men bladet i sig selv handlede om, at fortælle historier. Gerne med så meget schwung og action, at det næsten var for godt til at være sandt. Men ‘ugens rapport lyver ikke’, som det gentages igen og igen, selvom jeg nu er overbevist om, at der blev pyntet gevaldigt på sandheden hist og pist. Jagten på de mange utrolige historier, var ikke fri for konsekvenser for dem, der skulle fange dem og dermed også for Thyboe. På hjemmefronten passer hustruen Marianne den dødssyge søn Tom, hvis besværede åndedrag ligger som en konstant påmindelse om, at festen ikke kan blive ved for evigt. Hun indgår i et makkerskab med Thyboe der gør, at han kan hellige sig ugens rapport og være frigjort fra hjemmets skærmydsler.

Mads Rømer Brolin-Tani har haft noget af en sæson på det Kongelige Teater. Først brillerede han i rollen som Mrs Trunchbull i: ‘Matilda – the musical’. Som Kurt Thyboe brillerer han også, men på en helt anden måde. Han formår at fremstille både det karikerede og det alvorlige side om side. Det mærkværdige jysk/amerikanske kaudervælske kommer som skidt fra en spædekalv og kroppen afspejler hjernen – den står aldrig stille. Konstant på tæerne på jagt efter den næste historie. Næverne fremme, klar til at slås for det, der bringer salgstallene højere op næste uge. Som forestillingen skrider frem, krakelerer overfladen og flosklerne slynges ud med mindre overbevisning. Henmod slutningen er Thyboe i Brolin-Tanis portrættering en mere og mere nedbrudt mand, med så mange nuancer, at det er svært at få øjnene fra ham.

Man må også nævne Mikkel Arndt som den frygtløse Viffert, der ikke går af vejen for at indtage stoffer, udføre halsbrækkende manøvrer og i det hele taget ikke siger nej til selv den vildeste udfordring i den gode histories tjeneste. Til slut får det fatale konsekvenser. Arndt har en eminent fysik på scenen og hopper og danser rundt, opspændt af de mange stoffer og af selve livsstilen. Han har fuld fart frem, lige indtil han ikke har det mere. Det er mageløst spil og Arndt indløser da også aftenens største latterudbrud.

Scenografien af Palle Steen Christensen fremstår simpel til at starte med. En boksering, der indhegner et band bestående af kvinder – to af Thyboes yndlingsting; boksning og kvinder. Indefra bokseringen spilles der adskillige hits fra perioden, bl.a. musik af Dr. Hook, som Thyboe på et tidspunkt havde tæt omgang med. Det er selvsamme Dr. Hooks manager, der sørger for, at få Thyboe fløjet til et afgørende bestyrelsesmøde i en privat flyvemaskine, der spiller en meget fremtrædende rolle i scenografien i 2. akt. Det scenografiske greb omkring flyvemaskinen, kan vel nærmest måle sig med helikopteren i Miss Saigon. Det ser vildt ud!

Det ville nok være svært at udgive et blad som ‘ugens rapport’ idag. Men med datidens kvindesyn og sædvanlige misogyne bortforklaringer, kunne man godt. Der bliver også gjort feministiske indvendinger undervejs, men de fejes til side på en måde, der ville give verbale bøllebank og kræve en øjeblikkelig undskyldning og afgang fra offentlige poster, idag. Det er dog ikke her det primære fokus for forestillingen ligger, selvom det ikke går ubemærket hen. Da den lidt grå oversætter Marianne, der har journalistdrømme, foreslår en klumme om verden set fra en kvindes side, får hun ikke et ben til jorden. At mændende til gengæld har behov for at hive deres kønsdele frem den ene gang efter den anden, for at afmærke deres territorier, er et morsomt gimmick. Det skorter ikke på kønsdele i denne forestilling.

Ugens Rapport er en overraskende god forestilling, særligt pga de gedigne skuespilpræstationer, der giver krop og liv til fortællingen om en svunden æra. Det er morsomt, men også alvorligt. Graver man lidt dybere, finder man blandt andet historien om storhed og fald. Om at give alt, for det man tror på. Og om, at være et ordentligt menneske, man kan regne med. Kender man til historien, gør det kun oplevelsen bedre, men de grundlæggende temaer kan opleves og mærkes af enhver der ser forestillingen. Oven i hatten får man skuespilpræstationer, der giver kuldegysninger på den gode måde og DET kan varmt anbefales!

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

📸: Camilla Winther

Læs mere om Ugens Rapport her.