ANONYME OFRE

Hvem slog min far ihjel?


Det er altid en fornøjelse at se afgangsforestillingerne fra de danske scenekunstskoler og derfor glæder jeg mig også, da jeg sætter mig i sædet på Mungo Park i Allerød, for at se: ‘Hvem slog min far ihjel?’, instrueret af Sullivan Lloyd Nordrum. Det er Sullivans afgangsforestilling fra den relativt nye masteruddannelse og forestillingen gæstespillede på Mungo Park i sidste uge.

Forestillingen er skabt på baggrund af Edouard Louis’ bog af samme navn og spørgsmålet er retorisk, for svaret er kompliceret og mangefacetteret. Historien om den lille dreng, der ikke får den anerkendelse fra sin far, han sådan higer efter, men også historien om samfundssvigt, forsoning og forståelse.

Alene på scenen står Evrim Benli. Med en meget fin og præcis gestik, nærmest karikeret, henstår han lidt i mørke på scenen, mens han siger de indledende replikker. Det står klart, at forholdet til faderen er kompliceret, men ikke uden kærlighed. Historien om en opvækst i bunden af det franske samfund og om en machokultur, der ikke er befordrende for en lille homoseksuel drengs opvækst, udfoldes. Hvad der også udfoldes, er den grundlæggende kærlighed, der eksisterer mellem far og søn, omend skrøbelig og fuld af sårede følelser.

Se mig’ gentages igen og igen i forestillingens mest rørende scene, mens Benli, som den lille Louis desperat forsøger at påtvinge sig faderens opmærksomhed. Louis og vennerne leger Aqua, men faderen bryder sig ikke om sønnens kvindagtige bevægelser. ‘Se mig far, se mig’ brøler Benli mens han springer badutspring. Men faderen vender hovedet væk og går ud for at ryge en smøg. Alt er dog ikke afvisning, for der er et hint af, at faderen engang også har været noget andet. Et billede dukker op, forsonende ord bliver sagt. De kører på bølger. Kærligheden består.

Undervejs i forestillingen tales der både dansk, tyrkisk og tegnsprog. I det hele taget er der en del udtalt stilistiske greb, hvoraf mange fungerer rigtig fint. Den præcise gestik og roen til at være på scenen, uden der nødvendigvis behøver at ske det store, bidrager til historien. Derimod finder jeg en passage med hvisken, brugen af maske og en pludselig tæppefigur (‘Se, det er kunst!’), lettere forceret og undrer mig over hvad det egentlig skal gøre godt for.

Benli gør det fantastisk, helt alene på scenen og jeg fornemmer hans evner som formidler og skuespiller under det kontrollerede præg denne forestilling har. Det er dog lidt svært at finde ud af, om forestillingen primært er en samfundskritik, en selvindsigt eller en forsoningshistorie og jeg savner fokus på enten det ene eller det andet. Momentvis fungerer det rigtig fint, men det smuldrer i formgreb, der er unødvendige. Vi får aldrig rigtig svar på hvem der slog hans far ihjel. Måske var det faderen selv, måske samfundet? Hvorom alting er, var forestillingen en fin oplevelse, primært på grund af dygtige Evrim Benli, som jeg glæder mig til at se mere af i fremtiden.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om ‘Hvem slog min far ihjel?’ her.

📸: Sullivan Lloyd Nordrum

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ANONYME OFRE