DØD OVER THOMAS

Jeg bliver bedt om at skrive et hadebrev, da jeg ankommer til Basement ved Vega. “Det behøves ikke være til en virkelig person, bare skriv det og smid det ind i scenografien!” Ok, så er vi ligesom igang. I det rå rum, der i sig selv giver i overflod til dem der spiller teater på stedet, ligger bunker af sammenkrøllet papir. De tårner sig op over os. Hadebreve i metermål. Og midt i det hele sidder tre kvinder og skriver løs. De må være virkelig vrede, tænker jeg. Forestillingslederen fejer med et suk endnu et bjerg af hadebreve væk og forestillingen kan begynde.

Og de 3 kvinder ER vrede. De er vrede på Thomas, der har ødelagt deres liv. Derfor er de kravlet ned i et hul for at finde ud af hvordan de får hævn. Måske har de endda selv gravet sig derned. Ikke at de ikke kan komme op igen. Trappen er jo lige der! Men nej, ikke før de har fundet ud af hvordan Thomas´ grusomme død skal udmønte sig. Og måske kan de egentlig også godt lide at være der? De vil i hvert fald ikke op igen, heller ikke efter Thomas´ faktiske død. Thomas, forstår vi efterhånden, er ikke en bestemt mand. Det er en hvilken som helst mand. Kunne vel egentlig også være en kvinde.

Vi sidder meget tæt i Basement og desværre er det kun 3. række der er løftet, så mit udsyn på 2. række er væsentligt forringet. Derfor er jeg på forhånd lidt nervøs, da forestillingen går igang. Men snart har de 3 kvinder taget mig med storm. De har meget ondt af sig selv. Så ondt at de græder om kap med kompetetive sideblikke til hinanden, mens de forsøger at fremkalde tårer med de håndholdte lamper de alle går rundt med. De lamper er i øvrigt det eneste scenelys der er i forestillingen. Et fint greb, når nu vi befinder os i et hul.

Den største stjerne i denne forestilling er teksten, der er skrevet af instruktør Annika Løchte Taylor. Jeg få Knutzonske vibes, absurditeten er i højsædet og de rappe replikskifter fremkalder gang på gang højlydt latter i salen. Selvom de tre kvinder bliver spillet lige til den karikerede side og råberiet tidvis tager overhånd, så supplerer de tre meget forskellige figurer, spillet af Ida Marie Vadgaard Berndt, Ida Møller Mikkelsen og Karoline Juul Christensen, hinanden.

Forestilingen tager på virkelig morsom vis fat i trangen til at være offer og behovet for selvmedlidenhed. Til ikke at tage ansvar og kravle ud af hullet selv. Den fortæller en anden historie end den vi har hørt de sidste mange år og tilmed på umådelig humoristisk og tankevækkende vis. Ponyhof demonstrerer, at man sagtens kan lave teater af høj kvalitet, selvom man ikke er professionel. Det er imponerende og ganske underholdende og helt klart anbefalelsesværdigt.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

📸: Egne og Ponyhof

DØD OVER THOMAS spiller ikke længere. Teatergruppen Ponyhof kan findes på facebook og instagram under samme navn.