Rapunzel

“Rapunzel er min yndlingsprinsesse!”, udbrød min 6-årige datter, da jeg fortalte hende, at vi skulle se forestillingen af samme navn i Tivolis glassal. Eventyrteatret og manuskriptforfatter Gunvor Reynberg, der står bag denne forestilling, har dog taget sit helt eget greb om fortællingen om pigen med det meget lange hår, der bliver spærret inde i et tårn, højt oppe.

I landet Heroikum, der regeres med hård hånd af de onde Søstre, spærres alle, der er anderledes inde i arbejdslejre, så de kan rehabiliteres og sluses ud i samfundet igen som gode og pligtopfyldende borgere. Her må man ikke stikke ud og være anderledes og man må i særdeleshed ikke sætte spørgsmålstegn ved sit lod i livet. I en af lejrene er Rapunzel spærret inde, men oprøret ulmer og Rapunzel havner i et aflukket tårn efter at have hjulpet 2 veninder med et flugtforsøg. I nabolandet Irisia, hvor maden er i overflod og forskellighed fejres med: “FEST”, har de til gengæld et svagt forsvar med krigere af pap og våben af gummi. Til gengæld må man være den man er. Da 3 Irisianere krydser vej med Rapunzel i det høje tårn, går begivenhederne sin gang. De undertrykte minearbejdere er ikke svære at overtale til oprør. Vil heroikanerne blive ved med at finde sig i Søstrenes totalitære regeren?

Det er første gang jeg ser en forestilling af Eventyrteatret, men jeg kender så udemærket til teatret og til den ild der buldrer under talenternes smeltedigel her. Herfra er kommet bl.a Cecilie Stenspil, Silas Holst og Amalie Dollerup med mange flere. Og for ganske nylig kunne man se 2 af de medvirkende i årets forestilling på scenen på Det Kongelige Teater, i titelrollen i “Mathilda – the muscial”. Der er noget ganske særligt ved at se en forestilling spækfyldt med talentfulde børn og unge. De giver alt hvad de har og det gør indtryk!

Musikken er skrevet af brødrene Rasmus og Mathias Madsen Munch, der kommer fra en bredt funderet musikfaglig baggrund. Det profiterer denne forestilling virkelig af, for musikken er fuld af ørehængere, der endnu spilles for fulde drøn herhjemme. Musikken bærer præg af at være skrevet til børn og unge, teksten er klar og rimelig simpel og melodierne er lige til at synge med på. Der er tydelige temaer og der er stor forskel på for eksempel de festlige Irisianere og de onde Søstre. Det er simpelthen velkomponeret og egner sig til børneører – flot!

Scenografien er løst med store blokke af klippe, der flyttes rundt, så de danner rammen om både arbejdslejren, tårnet og flere andre lokationer i Heroikum. Og så er der Irisianernes overdådige hjem, der næsten støjer lige så meget visuelt som Irisianerne selv. Det er svært at vide hvor man skal kigge hen. Kostumerne understreger hvor vi er. Hvor inspirationen til pigernes kjoler i arbejdslejren tydeligvis er hentet i “Handmaids Tale”, så er det lidt mere løssluppent hos Irisianerne og helt stramt hos Søstrene.

De mange medvirkende kunne godt komme til at rode lidt på scenen, men der er godt styr på det og hovedrollerne bærer handlingen frem på professionel vis. Julia Bircow bærer stolt rundt på det lange hår og formår at række helt ind i hjertet på min datter, selvom hun altså ikke er prinsesse i denne forestilling. Veninderne Cauda og Taraxa spillet af henholdsvis Freja Larsen og Emma Grant-Rosendahl rummer nogle smukke og lidt kantede stemmer. I det hele taget er der mange fine sangstemmer. Her kunne man også nævne de to søstre Malitia, spillet af Iris Mealor og Sophie Sand som Malum, der leverer aftenens mest interessante nummer: “Stille Tys Tys”. På Irisianersiden har vi Feri, der ideligt står med fremstrakte hænder og forklaringsproblemer, spillet af Leopold af Rosenborg og den lille iltre og dampende (helt bogstaveligt) Ira, spillet af Ella Kring Henriksen. De unge i paraden danser i gangene i de store numre og byder beredvilligt på en sludder efter forestillingen.

Eventyrteatret giver os 2 timers magi og budskabet om, at vi er diamanter og at alle er noget værd og skal accepteres for dem de er, er svært at være uenig i. De formidler budskabet så det står klart for enhver og cementerer deres position som leverandør af forestillinger med både kvalitet og værdi for og med børn og unge. Måske ville mit kritiske anmelderjeg have givet en lidt lavere bedømmelse end jeg ender med, men når jeg ser på den begejstring det har skabt hos min 6-årige ledsager, er jeg ikke i tvivl. Bravo! DaCapo! Sådan! Og et helt sikkert: “Vi ses” fra min side!

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Rapunzel og Eventyrteatret her.

📸: Ole Mortensen