Vintersilhuetter

Med den fine oplevelse jeg havde for nyligt med: “Eventyrlige Dæmoner” på Bådteatret i baghovedet, er jeg spændt på at se Riddersalens forestilling: “Vintersilhuetter”. Den tager nemlig også udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr. Det er bestemt ikke første gang denne forestilling spiller på Riddersalen og for mange familier er det blevet en tradition at se den. Det er dog første gang jeg ser den og med mig har jeg min 6-årige datter.

“Vintersilhuetter” er en forestilling for børn, så derfor er tonen lidt mere munter og scenografien er til den hyggelige side. Men forestillingen starter i mol med en fin version af: “Der er noget i luften”. Det, der er i luften, er eventyr og en udforskning af alle tings uomgængelige kredsløb, hvor død skaber grobund for liv. De tre skuespillere: Karoline Munksnæs, Erik Olsen og Lisbeth Gajhede, flankeres af musiker Hans Find Olsen og de fire fortæller sammen Andersens eventyr på en anderledes måde.

Rammefortællingen er lidt løs og der er ikke en egentlig historie, men resultatet er så tilpas poetisk,at man opsluges af universet, uden at stille yderligere spørgsmål til hvad det egentlig handler om.

Scenografien foldes langsomt ud. Det hele virker lidt tilfældigt, indtil fortællingerne begynder at tage form. På poetisk vis stifter vi bekendtskab med Pigen med svovlstikkerne, Den grimme ælling, Den lille Idas blomster, Juletræet, Snemanden med flere. Særligt den store snemand, der køres ind på scenen cirka halvvejs i forestillingen, får min 6-årige ledsager hensat i ekstase og der er ikke fred igen før hun har tegnet den på min anmelderblok. Hver især ledsages historierne af små papirklipsfigurer i et lille dukkehus, hvis silhuetter projiceres op på bagtæppet. Helt i Andersens ånd.

Skuespillertrioen supplerer hinanden godt. Karoline Munksnæs udgør en fin og uskyldig karakter, der med åbenhed angriber verden. Lisbeth Gajhede er mere dreven og har en skrap tilgang til det hele og vil egentlig bare gerne have, at alting er som det var engang. Erik er herlig som den vimsende ældre mand og udgør et særdeles nydeligt juletræ med stjerne i toppen.

Fortællingen suppleres af flere gamle sange og salmer, der understreger forestillingens tema og leveres muntert og kompetent af Hans Find Olsen, mens skuespillerne heller ikke er blege for at gribe et instrument og spille med. Det er en god måde at lade børn stifte bekendtskab med den lidt ældre danske musik på og hos min datter går det rent ind.

Riddersalen sætter scenen til en hyggelig juleforestilling, der giver plads til poesien og melankolien og som understreger, at godt og ondt, mørkt og lyst, er dualiteter, der ikke kan eksistere uden hinanden. “Uden mørket, ingen stjerner”, som der bliver sagt i forestillingen. Det er ikke en lærdom man kan få for tidligt. Forestillingen varmer i en mørk og kold tid hvor verdenssituationen også er nærværende i børns hverdag. Men den minder os samtidig om, at snart kommer varmen og foråret igen, at alting nok skal løse sig og at vi skal huske at sætte pris på det vi elsker, mens vi har det.

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om ‘Vintersilhuetter’ og Riddersalen her.

📸: Dennis Westerberg