Turbo

Mungo Park har tidligere gjort det i foretillinger i skitseformat. Det kom der flere stærke oplevelser ud af, f.eks. “Celeste”, som du kan læse min anmeldelse af her. Nu har Mungo Park og Sydhavn Teater slået pjalterne sammen om at lave skitseforestillingen “Turbo”, der spiller lige nu rundt omkring i Hovedstadsområdet. Efter en prøveperiode på kun 3 uger, slår de to teatre nu dørene op for publikum.

Turbo er historien om en ung mand, der lever på kanten af samfundet. Alting går stærkt, deraf navnet. Lidt kriminalitet, lidt stoffer, 2 junkievenner fra folkeskolen, der er lige så trofaste som de er uduelige. Men med et barn på vej i maven på kæresten Sally og en nydiagnosticeret neurologisk sygdom, tvinges Turbo til at sætte farten ned.

Det er dramatikerstuderende Frederik Timm, der står bag manuskriptet, der var finalist i Teater V´s Dramatisk Debut konkurrence i 2020. Stilen er rå og streetsmart, men også en mærkværdig blanding af morsom og absurd. Sydhavn Teaters afgående teaterchef Mille Maria Dalsgaard har iscenesat og på scenen står et blandet hold af Sydhavn Teater og Mungo Parks skuespillere.

Scenen er badet i lyserød bubblewrap, som karaktererne vælter sig rundt i og som udgør flere elementer, f.eks. en voksende gravid mave på Marie Carmen Lindegaards Sally. Man mistænker ikke ligefrem disse karakterer for at have været pakket ind i selvsamme i løbet af deres liv, men nu svømmer de altså rundt i det bløde og lyserøde ubestemmelige medie. I passager ligger karaktererne rent faktisk og ruller rundt i det på gulvet, men her har man ikke sørget for at sikre, at alle publikummer kan se hvad der foregår.

Stilen er udefinerbar. Der spilles med en stor fysikalitet, der i længden bliver hæmmende for teksten, der i mange passager bliver mere form end indhold. Turbos to sidekicks Pelikanen og Svampen fremstår som syrede børneteaterkarakterer og selvom Malik Grosos og Søren Birch Plum komplimenterer hinanden godt i deres jagt på skejs og drømme om rejser til eksotiske destinationer, er det svært at tage dem seriøst, eller i det hele taget, at få hold om hvad de er for nogle karakterer.

Alexander Mayah Larsen kæmper en brav, men ulige, kamp med at få Turbo til at fremstå som en troværdig karakter, midt i al gakkeriet. Det er svært at mærke hvad der foregår i ham for han blokeres konstant af et kor af de andre skuespillere der fremsiger synkrone replikker ind over hovedet på ham, eller af fysiske benspænd i form af en plasticstol der spændes på hans bagdel og skal gøre det ud for en kørestol. Godtnok af guld og med indbygget vodkaholder og bong, men alligevel. Hjerteskærende er det alligvel til sidst, som han skrumper ind i det langsomt svindende lys. Godt rollen spilles af Mayah Larsen, der uden tvivl får de bedste ud af den. Maria Carmen Lindegaard kæmper også med forholdsvist sparsomt materiale som kæresten Sally, der både vil have luksusliv, rask mand og baby. (Eller vil hun?)

Forestillingen vil en masse, men mangler fokus og de mange gakkede optrin spænder konstant ben for historien. Der er selvfølgelig den detalje, at prøveforløbet har været ultrakort og nogle ugers yderligere prøver, havde nok hjulpet med at få strammet historien op. Skuespillerne gør hvad de kan med det de har og her må man særligt fremhæve Mayah Larsen, der er godt på vej mod en strålende karriere. I denne forestilling kan hans talent dog ikke opveje spøjse påfund og ufokuseret historie og oplevelsen byder på en hel del bump, man gerne havde været foruden.

⭐️⭐️

Læs mere om Turbo her.

📸: Rumle Skafte