Stalins Død

Teaterversionen af Stalins Død, skulle have spillet på Nørrebro Teater i 2021, men blev, ligesom så meget andet, udskudt på grund af covid-19. Sidenhen er forestillingen blevet desto mere aktuel efter den russiske invasion af Ukraine, hvor man igen spørger sig selv hvad det egentlig er, der foregår i Kreml?

Stalins Død er en scenisk remediering af Arnando Ianuccis film fra 2017, der baserer sig på en tegneserie af franskmændende Thierry Robin og Fabien Nury. Historien tager sit udgangspunkt i 1953, hvor Stalin bliver ramt af en hjerneblødning. I vakuummet efter Manden af Ståls død, skal gruppen af mænd i toppen af partiet finde ud af hvem der nu skal overtage styringen af Sovjetunionen. Hvem skal være den nye landsfader?

Det er svært at komme udenom de åbenlyse referencer til nutiden i Nørrebro Teaters forestilling og havde det ikke været for situationen i Ukraine, havde man måske mest fået ledt tankerne i retning af Trump, hvis regeringstid også fremstod særdeles kaotisk. Der er nemlig ikke så lidt kaos i toppen af det kommunistiske parti efter Stalins død. I årevis har Stalins Bøddel, kommissær for indenrigsanliggender og leder af sikkerhedspolitiet, Berija, eksekveret Stalins mere eller mindre arbitrære dødslister. Stalin har holdt landet i et jerngreb og med et brutalt styre undertrykt en befolkning der blev fastholdt i en konstant undtagelsestilstand. Men hvad skal der ske efter Stalins død? Skal landet gå en ny vej? Og hvem tager ansvaret og fastholder det, i en evig cyklus af konstant ansvarsfralæggelse, i en gruppe af mennsker der alle har hænderne dybt nede i et kar med folkets blod?

Et handlingsforløb på flere år, er kogt ned til få dages begivenheder. På scenen står et ensemble af dygtige skuespillere. Og det er virkelig en ensembleforestilling, for udover alle at varetage en rolle som medlem af partikomiteen, spurter de medvirkende også ind og ud i andre biroller og som menige håndelangere. Thomas Mørch er en urkomisk fornøjelse, ikke bare som udenrigsminister Molotov, men særligt som den frygtbævende læge Dr. Lukomskij, der får den tvivlsomme fornøjelse at konservere den store landsfaders hjerne under overværelse af partitoppen. Mathias Flindt deles mellem rollerne som Stalin og Stalins søn Vasilij og får uden problemer det udtalte hykleri til at fremstå klokkeklart, når Stalin med den ene hånd forsager alt amerikansk, men med den anden får alle sine undersåtter til at lide igennem den ene western efter den anden. Thomas Gabrielssons Berija, er en rolig og farlig bøddel, der hele tiden har situationen under kontrol, lige indtil han ikke har det længere. Andreas Jebro leverer i sikker stil og tager især kegler som Den Røde Hærs General Zjukov. Og så er der Vicki Berlin, der som Khrustjov pludselig befinder sig i magtcentrummet. Man har desuden, uden at blinke, ladet halvdelen af castet i denne opsætning være kvinder, der uden problemer og uden at gøre det store væsen af sig, spiller manderoller. Om det har et reelt formål, udover at bevise, at det kan man godt, fremstår ikke klart, men Amalie Lindegård, Isa Marie Henningsen og Solvej Sonne Horn gør det godt, både som mænd og som kvinder.

Iscenesættelsen, som Nicolei Faber står bag, går langt udi at fremstille det absurdistiske i hændelserne omkring Stalins død. En genistreg er, at man har hyret danser Kasper Ravnhøj til at koreografere en del af scenerne og med hans unikke blik for det fysiske, lykkes det at tydeliggøre det absurde, også i scenearrangementet. Scenen hvor alle pludselig går formålsløst rundt imellem hinanden, i Franciska Zahles lidt kliniske ssenografi, bærer helt tydeligt Ravnshøjsk præg, ligesom flere scener med en pistol der går fra hånd til hånd, bliver til små fysiske kunstværker.

Forestillingen er langt hen af vejen morsom, men bliver også lidt gumpetung og man savner flere steder lidt tempo og fremdrift, eller at man havde turdet gå linen helt ud i det gakkede univers. Alt i alt fungerer forestillingen dog rigtig fint og hvis man interesserer sig for tiden og har set filmen, vil man helt sikkert finde forestillingen fremragende. Indiskutabelt er det, at ensemblet spiller eminent og det gør aftenen til en fornøjelse i sig selv.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Stalins død her.

📸: Emilia Therese

Inviteret