Alting Er Noget 2.0

På Teatret ved Sorte Hest har man taget forestillingen: “Alting er noget”, baseret på Naja Marie Aidts lyrik, kørt den igennem vridemaskinen og ladt den komme ud i en 2.0 udgave. Iscenesætter og teaterchef Maria Vinterberg, tager en runde mere i Aidts roste forfatterskab. Jeg så ikke forestillingen fra 2016, så for mig er oplevelsen helt frisk.

“Gid jeg levede i et smældende digt”, står der på skærmen i Marianne Nilssons scenografi. Det er klinisk, et slags laboratorium, der understøttes af de to medvirkendes påklædning. Anette Støvelbæk og Sarah Boberg er iført hvidt kliniktøj, træsko og briller med kraftig, sort indfatning. De er forskere og den næste time og ti minutter, byder på dissektion af Naja Marie Aidts poetiske univers.

Manuskriptet er udelukkende stykket sammen af Aidts ord, der bliver vendt og drejet og sunget og råbt og udsagt, altimens ord og temaer skrives op på to whiteboards. Noget giver mening, andet er lidt mere mudret og åbent for fortolkning. Det hele er understøttet af Jacob Binzers forsigtige musik, der uden at være prangende, ligger end bund af lyd.

Boberg og Støvelbæk gør det godt som bebrillede forskere, der afkoder Aidts tekster og ender med at konkludere: “Alting er noget. Hele tiden.“ Og som vi sidder der, badet i stjerner, kan man kun være enig. Universet bliver dog meget klinisk, idet de to medvirkende udelukkende agerer som statiske medier for Aidts tekster. Der er ingenting at hænge lyrikken op på, andet end det, der sker i os selv undervejs. Det bliver meget nøgent og fordrer, at man har godt forhåndskendskab til teksterne og at der rent faktisk sker noget i publikums sind i de 70 minutter forestillingen varer.

Forestillingen er af den slags, man skal forberede sig til og er nok mest for dem, der kender Aidts forfatterskab godt i forvejen. For hun skriver meningstungt og det kan være svært at følge med i og forstå og fortolke de mange ord, der udsiges i relativt hurtigt tempo. Det er en oplagt oplevelse for gymnasieklasser, der arbejder med Aidts forfatterskab. Hvis man er godt hjemme i stoffet, er det helt åbenlyst, at man får noget smukt og enestående med hjem, som man absolut skal unde sig selv. Og hvem har ikke lyst til at leve i et smældende digt?

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Robin Skjoldborg

Inviteret