When The Time Comes

Hvad sker der, hvis vi ikke gør noget radikalt ved den måde vi lever på? Hvordan mon verden ser ud om 5 – 10 – 15 år? Det er et spørgsmål som mange stiller sig selv i disse år og som både giver brændstof til adskillige kunsteriske projekter, men også anledning til mange angstfyldte tanker, særligt hos unge.

I Basement på Vesterbro, byder Teater Rendezvous indenfor til deres nyeste forestilling: “When The Time Comes”. Forestillingen foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor naturkatatrofer og pandemier har overtaget Jorden. En lille elite har lukket sig inde under en kæmpe kuppel over Sjælland, navngivet stedet: “Olympen” og forskanset sig med en fortælling om, at alle dem der bor udenfor kuplen, Rotterne, har skylden for jordens undergang. Førstegudinde Athenas datter – Juliet – skal giftes med Napoleon, så slægten kan føres videre. Planerne bliver dog forpurret, da Juliet møder Romeo (!) – en Rotte – der er indfanget så han kan underholde Olympens matchmaker, Madame Morgana.

I Basement er scenen lidt skærmet af for os, rummet er hemmeligt, ligesom det forjættede land under kuplen på Sjælland. Over de rå vægge hænger afdækning af nervøs velour og almindelige lagener. Livets træ, der plejes af førstegudinde Athena, består af tre lampeskærme ovenpå hinanden og de fine kjoler udgøres af blondegardiner. Der er ikke gjort meget ud af kostumerne, men genbruget er måske en pointe i sig selv? Jeg kan ikke lade være med at fnise af livets træ, modelleret i lampeskærm og jeg bliver ret imponeret over den jongleren med tæpper og lagener, der udgør det meste af scenografien. Jeg har sjældent set så ferm en måde at lave en levende videoskærm på. Det ægrer mig dog, at man ikke har brugt det fantastiske rå rum i Basement som medspiller. Forestillingen kunne uden problemer have været spillet i enhver blackboxscene og når nu man har sådan et unikt rum, hvorfor så ikke udnytte det?

De stjæler med arme og ben fra litteraturen hos Rendezvous, men det er også ret morsomt, at forestille sig en nostalgi så stor, at man vitterligt opkalder sine børn efter diverse historiske og litterære figurer. Romeo og Juliet bliver måske ikke forelskede i hinanden, men øjner et håb og en mulighed for et anderledes liv, hver især. Mikka Chantal Deleuran spiller med mange fine detaljer og bliver en naiv og privilgeret Juliet, der lider af udtalt privilegieblindhed, selvom Romeo fortæller hende, at “når der bliver serveret kød, er det sjældent dyr det kommer fra.” Sofie Lykke Jensen bliver en lidt (for?) typecastet Madame Morgana, der nok bringer vulgaritet på bordet, men hvis skingre stemme trommehinderne hurtigt bliver træt af. Cameron Barclay er en morsom mand i midten, som The Recruiter. Med en passende mægde buk og skrab, nyder han godt af sin position, men er den første i rækken til at blive smidt ud, når det brænder på.

Instruktør Desiré Mangaard og Thora Pedersen, har forfattet manuskriptet til forestillingen, der spilles på engelsk. De har trukket på alskens mytologi, litterære klassikere og historiske figurer og resultatet er blevet en tosset komedie med katastrofen som bagtæppe og klimaignorance- og angst som medspillere. Det er en morsom og tankevækkende forestilling Rendezvous har kastet sig ud i og selvom grundhistorien måske ikke ligefrem er ny, er det svært ikke at lade sig opsluge af mængderne af nervøs velour og brugte gardiner, som det skrider frem. Forestillingen er et miskmask af humor, alvor, ambition og tossede påfund og jeg kan grundlæggende godt lide det.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om Teater Rendezvous her.

📸: Teater Rendezvous

Inviteret