When The Time Comes

Hele Danmarks Grethe

Jeg husker Grethe Sønck fra de utallige afsnit af Gæt og Grimasser jeg så i min barndom. Men jeg husker også, at hun udstrålede en hel særlig varme og at man havde lyst til at se mere med hende. Grethe Sønck var meget mere end Gæt og Grimasser, hun var jazzsangerinde, revyskuespiller, elsket af sine fans og besidder af en udtalt pligtfølelse overfor samme

Folketeatret hylder Grethe Søncks liv med en portrætforestilling, der fortæller historien om en kvinde, der elskede at optræde, som elskede sine fans og med stor ydmyghed og taknemlighed gik til sit arbejde. Men den fortæller også historien om de personlige omkostninger i en tid, hvor vore dages nyere værdipolitik endnu ikke gjorde sig gældende. Grethe Sønck var folkelig, og dengang som idag, risikerer folkelige kunstnere at blive set ned på af dem, der mener, at de er finere end.

Pernille Schrøder har tyngden og egen folkelighed til at spille Grethe Sønck og jeg har sjældent set hende så velspillende som i denne forestilling. Nok har hun ikke helt alderen til at spille unge Sønck, men nuvel, med det metalag der er lagt på, tror vi langt hen af vejen på det. Schrøder er ikke bare velspillende, hun er i den grad også velsyngende og viser med virtuositet meget mere teknisk dygtighed og flere facetter af sin stemme end jeg har tidligere har hørt. Schrøder og Sønck smelter perfekt sammen.

På scenen står også kapelmester Jens Krøyer med band og det med god grund, for instruktør Ina-Miriam Rosenbaum giver god plads til nostalgien og lader Krøyer og ensemble give os det ene Sønckhit efter det andet. Vi får blandt andre “Klaus-Jørgen”, “Medicin med det samme” og “Livets gang”. Krydret med andre viser fra tiden, er forestillingen en reel nostalgisk rejse ind i svundne tider.

Charlotte Guldberg, Kristian Boland og Karsten Jansfort, støtter fermt op om Pernille Schrøder og giver historien de nuancer den skal have, for selvfølgelig er historien ikke ren glæde. Det er også en historie om fornedrelse og kompromiser, særligt i forholdet til Volmer Sørensen, der spilles af en veloplagt Kristian Boland. Karrieren var ikke altid indenfor Søncks egen kontrol og ledte også til decideret farlige situationer, som dengang hvor hun optrådte i et løvebur, inklusive levende løver.

Forestillingen taber dog lidt pusten i 2. akt, hvor det mere bliver potpourri af gamle revysange, end egentlig historie og hvor fortællingen tager nogle ret bratte sving. Det er for eksempel lidt underligt, at den første scene der kommer lige efter Søncks selvmordsforsøg, er en scene, hvor hun igen optræder, frisk og frejdig. Intentionen: “The show must go on”, forstår jeg, men fortællingen bliver lidt bumpet.

“Hele Danmarks Grethe” er en varm kærlighedserklæring til Grethe Sønck. Pernille Schrøder er i topform, både dramatisk og vokalt og forestillingen giver os en parade af dansk revys guldtidsnumre. Her er nostalgi for alle pengene og holder man af musikken og menneskerne fra den tid, går man ikke forgæves til denne forestilling.

⭐️⭐️⭐️⭐️

Læs mere om forestillingen her.

📸: Robin Skjoldborg

Inviteret

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

When The Time Comes